Atlanterhavet vokser

Stilsikker og ambitiøs digtsamling skrevet til en søster med en anden hudfarve. Om forholdet mellem hvide og sorte og om racisme i et ”hudfarvet” Danmark.

Jeg-fortælleren og søsteren har samme mor, men søsterens far er fra Congo, og i løbet af barndommen lærer de, at søsteren er ”mulat”. Digtene kredser om, hvad jeg-fortælleren og hendes søster har tilfælles, men også om det, der adskiller dem. Søsteren er ikke ”hudfarvet” som jeg-fortælleren, og søsterens hår kan flettes i mange små fletninger. Jeg-fortælleren er misundelig over fletningerne. Senere opdager jeg-fortælleren, at mange sorte kvinder anser deres afrohår for et problem. På nøgtern vis sætter digtene fokus på skønhedsidealer, der er med til at gøre livet surt for sorte kvinder.  

Søsteren flytter til Las Vegas for at blive danser. Jeg-fortælleren savner sin søster, der nu betragter USA som sit hjem. Jeg-fortælleren krydser Atlanterhavet og besøger søsteren og undres over racismen. På trods af racismen føler søsteren sig hjemme i det mangfoldige USA.

I digtsamlingen berører Julie Sten-Knudsen temaet ”den hvide mands byrde”, særligt i de passager, hvor hun forsøger at beskrive Belgisk Congos historie. Her belyses forholdet mellem hvide og sorte - eller rettere mellem europæere og afrikanere. Jeg-fortælleren må erkende, at hun ikke vil fortælle historien om Congo, fordi hun er hvid, og historien tilhører derfor ikke hende. Det er jeg-fortælleren også inde på, da hun beskriver et litteraturkursus i Sverige om racialisering. Her bliver de hvide og mørke delt op i to hold. Det skyldes, at deres forudsætninger for at beskæftige sig med racisme er forskellige. Disse digte er de sværest tilgængelige i samlingen. 

Julie Sten-Knudsen udtrykker med sine usentimentale digte, at et tæt forhold til et familiemedlem med en anden hudfarve (selvfølgelig) er muligt. Det er aktuelt i et samfund, der ikke er så heterogent, som det har været. Temaet med halvsøskende uanset hudfarve må også siges at være aktuelt i et samfund med mange skilsmisser og nye familieformer.

Flere forfattere, der ikke er ”hudfarvede”, udtrykker sig om, hvordan det er at skille sig ud. Eksempelvis Eva Tind, der er adopteret fra Korea og aktuel med Han, hvori en kvinde tager til Nordkorea for at finde sine rødder. Den svenske forfatter Patrik Lundberg, der også er adopteret fra Korea, har skrevet Gul udenpå, der handler om at føle sig udenfor i et hvidt svensk samfund, men også om at være udenfor i oprindelseslandet. Julie Sten-Knudsen beskriver det at være anderledes fra den hvides blik, hvilket også er interessant, og der er ikke tvivl om, at hun er frustreret over den racisme, hendes søster bliver udsat for.

Julie Sten-Knudsen har skrevet en meget vigtig digtsamling, for racisme findes desværre stadig i Danmark såvel som i USA. Hun forsøger at sætte ord på den hvide skyld, men uden at pege fingre. Det er efter min mening en relevant digtsamling, som mange danskere vil have godt af at læse.