I Henrik Nordbrandts velgjorte digtsamling aflægger både jeget og verdenshistorien status. Og det er grusomheder, der hives op af hatten.
Henrik Nordbrandt, der er kendt som den danske digterscenes humoristiske pessimist, er aktuel med en ny digtsamling. Det er samtidig den digtsamling, som har affødt Digterfejden om Glostrup, men først noget om formen: Nordbrandts nyeste digtsamling består af fire dele og indledes med digtet ’Misfoster’. Digtet er stærkt i sig selv, men foregriber samtidig en række af de gennemgående elementer, som præger digtsamlingen: koncentrationslejre, togture gennem Sydtyskland samt den udspændte tid mellem fødsel og død.
Inden jeg dykker ned i digtsamlingen, vil jeg gerne starte et helt andet sted, nemlig i Martin Krasniks interview af Nordbrandt fra december 2020. Her fortæller Nordbrandt, at han tilbage i 1960 befandt sig i en biograf i Korsør. På lærredet kørte levende billeder af de tyske koncentrationslejrer. Ved det syn besluttede Nordbrandts sig for – i en alder af 15 år – at nu ville han dø.
Denne historie om forsøget på selvmord går igen i digtene – meget lig de spøgelser, der med jævne mellemrum dukker op i digtsamlingen. Mest eksplicit er selvmordet i digtet ’Selvmordsskoven’. Alt imens digtet ’Toget’ for mig står som det stærkeste billede på det at have overlevet et selvmordsforsøg. Samtidig oprettes der i dette digt en stærk forbindelse til de jøder, der blev kørt til koncentrationslejrene i Tyskland.
Jeg-fortælleren stiller mange spørgsmål. Både til sig selv, men også henvendt læseren. På den måde bliver jeg-fortælleren meget tydelig i digtsamlingen, og man får en fornemmelse af, at personen forsøger at gøre status over sit levede liv. Ikke på den måde, som man normalt ville forestille sig, at man gjorde status, men mere som en gennemgang af mørket, fraværet og melankolien, der har forfulgt jeget.
Hvor er det sjove i alt dette, tænker du nok. Og det er netop her, man sporer sig ind på Nordbrandts digterkunst. For han formår om nogen at være humoristisk i alt det mørke. Her frygter spøgelser døden, gader fyldes af efterladte biler, der aldrig afhentes og øjne opkaldes efter malere fra to forskellige kunstperioder, der forsøger at ødelægge hinandens kunstværker.
Og apropos kritikken af hinandens kunstværker. Nordbrandts digt ’Glostrup’, som også pryder bagsiden af digtsamlingen, var kimen til en større litterær fejde, der tog fart i starten af året. Digtet betegner Glostrup som noget af det værste: ”Der er ord, der er værre end Glostrup. / Der er steder, der er værre end stedet Glostrup. / Der er dage, der er værre end den sidste / dag i august på et busstoppested / lidt uden for Glostrup”. Digtet er typisk for Nordbrandt, hvis poesi er fyldt med negativitet. Samtidig sender digtet tankerne hen på forfatterkollegaen Søren Ulrik Thomsen. Derved bliver digtet fremhævet som en nærmest selvstændig enhed og en understregning af modernismen som Nordbrandts hjemsted. Da Glostrup-digtet tilbage i januar blev lagt op på Simon Pasternaks Facebookside, svarede Thomas Boberg igen med digtet ’Ode til Glostrup’. Både Nordbrandt og Bobergs digte blev trykt i Dagbladet Information. Herefter meldte flere danske digtere sig på banen; Morten Søndergaard, Nicolaj Stochholm, Jonas Reppel og Casper Eric m.fl., og på den måde fik Nordbrandts digtsamling et offentligt liv allerede før dens folkelige fødsel. Digtsamlingen blev samtidig genstand for et internt generationsopgør blandt danske digtere.
Selv om jeg finder Nordbrandts digtsamling anbefalelsesværdig, er det ikke alle digtene, der er lige interessante. Men da flere af digtene står stærkt i hukommelsen efter endt læsning, undlader jeg at slutte med en kritik, men i stedet afrunder jeg med den passage, som jeg finder allermest rørende og sorgfuld. Den er fra ’Afsked med alfabetet’, hvor Nordbrandt atter påtaler den begyndende blindhed, kroppens utilstrækkelighed og det afsavn, man herefter må lide under: ” Hvis jeg var blevet udenfor / ville jeg aldrig være kommet til at savne dem (bogstaverne red.) ”. Fraværet har – paradoksalt nok – altid fyldt meget hos Nordbrandt. Og ’Så en morgen’ er ingen undtagelse – tværtimod.
Kommentarer