Russka af Edward Rutherfurd

To fiktive landsbyer lægger scene og navn til et storladent drama om den russiske folkesjæl. Rutherfords underholdende saga er blevet genudgivet i en ny oversættelse.

’Russka’ adskiller sig lidt fra Rutherfurds andre bøger ved ikke at handle om en by men mere om et folk og deres land. Det er dog stadig en kolossal mursten på over 1000 sider og fortalt på samme måde, altså hvor vi følger flere familier, dog med Bobrov-slægten som den gennemgående, gennem nedslag i Ruslands historie. Vi følger med, når de spædeste spirer af det kommende Rusland blomstrer, når Rusland invaderes igen og igen, og vi er indirekte vidner til Ruslands endelige kollaps og genopståen.

Det er klassisk Rutherfurd, men der er noget med tonen i ’Russka’, der stikker lidt ud. Har man læst russiske krimiforfattere, som for eksempel Fridrikh Nezansky eller en historisk spændingsforfatter som Boris Akunin eller de store klassikere ikke mindst ’Krig & Fred’, så ved man, at russisk er et særligt sprog. Det sætter en særegen tone, der ikke lader sig beskrive, men man er aldrig i tvivl. Den er karakteriseret ved et fortælletempo og en tristesse, som få magter at efterligne. Og det gør Rutherfurd heller ikke. Blandt andet er der nogle lidt pudsige svipsere med navnene, som måske skyldes bogen er møntet på vestlige læsere, men det tager lidt af den typiske sproglige russiske magi. Meget sigende rammer Rutherfurd tonen bedst, da vi i epilogen følger en hjemvendt russisk-amerikaner og dermed til dels ser Rusland gennem vestlige briller. Epilogen er i det hele taget svært godt skrevet.

Når det så er sagt, så er ’Russka’ en storslået fortælling, og en bog som alle elskere af slægtsromaner eller Rutherfurd vil nyde. Foruden at give et fint indblik i russisk historie, så er man også godt underholdt. Vi møder revl og krat af store historiske skikkelser og har førsteparket til et drama næsten uden sidestykke, men det er de russiske livegne, bønderne, man uvægerlig sidder og holder med. Hele mammutværket igennem føler man deres hjælpeløshed overfor først de hærgende horder fra stepperne, dernæst deres egne adelsfolk og herskere og slutteligt det lige så nådesløse kommunistiske bureaukrati. Det sidste beskrevet på værste vis ved at Russkas to lokale partiledere i 1938, for at opfylde deres kvote på folkefjender, sender en 84-årig ellers loyal bolsjevik til Gulag-øhavet. Mestendels fordi mandens hus vil egne sig fint til den ene partileders kones fætter.