Anmeldelse
Politikeren Houellebecq
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Han er hadet eller elsket. Houellebecq er en af tidens største forfattere, og ’Politikeren Houellebecq’ beviser, at han også kan regnes for en stor politisk tænker.
Michel Houellebecq er notorisk kendt for at skubbe til grænserne og desuden skrive fantastisk litteratur. Med et bagkatalog der bl.a. indeholder essays, poesi og en kommende pornofilm favner Houellebecq bredt indenfor den kunstneriske verden. Mest kendt er han dog for sine romaner, der har karakter af profetiske varsler om samfundets forfald, og for sine udtalelser, bl.a. den famøse: ”[…]den mest idiotiske religion, det er immervæk islam.”, der udløste en retssag mod ham, som han vandt som følge af retten til at ytre sig.
Michel Houellebecq har alle dage været provokerende, grænsende til polemisk, og uanset om man hader eller elsker ham som person eller forfatter, er han udstyret med en kritisk pen og indsigtsfulde tanker, som gør ham værd at beskæftige sig med.
Det er på dette grundlag, at Christian Authier har skrevet bogen ’Politikeren Houellebecq’, hvori han igennem en række centrale temaer, indskriver Houellebecq på listen over tidens vigtige tænkere – som at sidde på sidelinjen under skabelsen af Proust, Céline eller Balzac. Authier opstiller igennem analyser af Houellebecqs romaner og udtalelser i den offentlige debat de paradokser, der gør Houellebecq interessant som tænker og som forfatter.
For hvorfor er Houellebecq vellidt på både højre- og venstrefløjen? Skyldes det en fejllæsning på én af siderne? Eller skyldes det, at han formår at udstille os alle: Vi er lige fortabte, derfor er vi alle i samme båd, når Houellebecqs kritik tilfalder civilisationen.
Som når han kritiserer højrefløjen for dets fascination af økonomisk liberalisme og markedet: ”Den forguder markedet, samtidig med at den begræder den kultur, det afføder, som for eksempel skolens og den klassiske oplysnings forfald.”, og når han er ude med riven efter 68’erne og deres ønske om absolut frihed, der betød, at den seksuelle frihed blev sat helt (og for meget) fri, som Camille Kouchner og Vanessa Springora begge har skrevet hjerteskærende vidnesbyrd om.
Houellebecq repræsenterer således et politisk paradoks, hvor både højrefløjen og venstrefløjen kan være på bølgelængde med ham. Og det er derfor, at Houellebecq er en af Europas vigtigste nulevende tænkere. Han afholder sig fra at være partipolitisk, som Authier citerer forfatteren Dominique Noguez for: ”Hans holdning er hans holdning, uanset hvor eller hvordan den på et givent tidspunkt lander i det ideologiske eller journalistiske landskab.”
Selv katolikkerne, som man ellers kunne forestille sig, var noget tilbageholdne i lyset af udpenslingen af de seksuelle lyster, der portrætteres i romanerne, kan finde et fælles ståsted med Houellebecq: kritik mod aktiv dødshjælp. Houellebecq leverer sin misbilligelse for aktiv dødshjælp, som for ham er et spørgsmål om moral og værdsættelse af fællesskabet. Authier udlægger det således:
"Og vi ville rigtignok leve i et underligt samfund, hvis det var et, hvor man besluttede at eliminere de uhelbredeligt syge, de unyttige, de uproduktive, de uarbejdsdygtige. […] Hvad skete der med medlidenheden, medfølelsen, den enkle tanke, at alt liv, selv det mest nedbrudte, det ynkeligste, fortjener respekt? I Muligheden af en ø skrev Michel Houellebecq allerede: ”Enhver civilisation kunne dømmes på den skæbne, som den forbeholdt de svagest, dem, der hverken var produktive eller attråværdige.”"
For Houellebecq er det et spørgsmål om moral. Hvordan opstiller vi en verden, hvor den vold og ondskab, der er til stede i os alle sammen, ikke bliver udfoldet som følge af absolut frihed og superindividualisme? Skarpest er ’Politikeren Houellebecq’ derfor, når han analyserer individet overfor fællesskabet, og hvordan ytringsfriheden indgår heri:
"I Interventioner sagde han til Agathe Novak-Lechevalier i interviewet fra 2017: ”Hvad enten jeg vil det eller ej, føler jeg mig forpligtet til at forsvare ytringsfriheden.” Indtil videre er der stadig konsensus om dette minimalprogram, denne mindste fællesnævner. Den er grundlaget for ethvert anstændigt samfund. Hans frihed er også lidt vores."
’Politikeren Houellebecq’ er en glimrende indføring i Houellebecqs forfatterskab og i Houellebecq som offentlig person og tænker. Man kan til fordel læse denne i stedet for at give sig i kast med Interventioner (2021) og At holde sig i live (2020), hvis man er ny i forfatterskabet. For indgående Houellebecq-kendere kommer den lidt til kort og bringer ikke meget nyt, men leverer stadig en interessant indføring af Houellebecq i den politiske verden.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Han er hadet eller elsket. Houellebecq er en af tidens største forfattere, og ’Politikeren Houellebecq’ beviser, at han også kan regnes for en stor politisk tænker.
Michel Houellebecq er notorisk kendt for at skubbe til grænserne og desuden skrive fantastisk litteratur. Med et bagkatalog der bl.a. indeholder essays, poesi og en kommende pornofilm favner Houellebecq bredt indenfor den kunstneriske verden. Mest kendt er han dog for sine romaner, der har karakter af profetiske varsler om samfundets forfald, og for sine udtalelser, bl.a. den famøse: ”[…]den mest idiotiske religion, det er immervæk islam.”, der udløste en retssag mod ham, som han vandt som følge af retten til at ytre sig.
Michel Houellebecq har alle dage været provokerende, grænsende til polemisk, og uanset om man hader eller elsker ham som person eller forfatter, er han udstyret med en kritisk pen og indsigtsfulde tanker, som gør ham værd at beskæftige sig med.
Det er på dette grundlag, at Christian Authier har skrevet bogen ’Politikeren Houellebecq’, hvori han igennem en række centrale temaer, indskriver Houellebecq på listen over tidens vigtige tænkere – som at sidde på sidelinjen under skabelsen af Proust, Céline eller Balzac. Authier opstiller igennem analyser af Houellebecqs romaner og udtalelser i den offentlige debat de paradokser, der gør Houellebecq interessant som tænker og som forfatter.
For hvorfor er Houellebecq vellidt på både højre- og venstrefløjen? Skyldes det en fejllæsning på én af siderne? Eller skyldes det, at han formår at udstille os alle: Vi er lige fortabte, derfor er vi alle i samme båd, når Houellebecqs kritik tilfalder civilisationen.
Som når han kritiserer højrefløjen for dets fascination af økonomisk liberalisme og markedet: ”Den forguder markedet, samtidig med at den begræder den kultur, det afføder, som for eksempel skolens og den klassiske oplysnings forfald.”, og når han er ude med riven efter 68’erne og deres ønske om absolut frihed, der betød, at den seksuelle frihed blev sat helt (og for meget) fri, som Camille Kouchner og Vanessa Springora begge har skrevet hjerteskærende vidnesbyrd om.
Houellebecq repræsenterer således et politisk paradoks, hvor både højrefløjen og venstrefløjen kan være på bølgelængde med ham. Og det er derfor, at Houellebecq er en af Europas vigtigste nulevende tænkere. Han afholder sig fra at være partipolitisk, som Authier citerer forfatteren Dominique Noguez for: ”Hans holdning er hans holdning, uanset hvor eller hvordan den på et givent tidspunkt lander i det ideologiske eller journalistiske landskab.”
Selv katolikkerne, som man ellers kunne forestille sig, var noget tilbageholdne i lyset af udpenslingen af de seksuelle lyster, der portrætteres i romanerne, kan finde et fælles ståsted med Houellebecq: kritik mod aktiv dødshjælp. Houellebecq leverer sin misbilligelse for aktiv dødshjælp, som for ham er et spørgsmål om moral og værdsættelse af fællesskabet. Authier udlægger det således:
"Og vi ville rigtignok leve i et underligt samfund, hvis det var et, hvor man besluttede at eliminere de uhelbredeligt syge, de unyttige, de uproduktive, de uarbejdsdygtige. […] Hvad skete der med medlidenheden, medfølelsen, den enkle tanke, at alt liv, selv det mest nedbrudte, det ynkeligste, fortjener respekt? I Muligheden af en ø skrev Michel Houellebecq allerede: ”Enhver civilisation kunne dømmes på den skæbne, som den forbeholdt de svagest, dem, der hverken var produktive eller attråværdige.”"
For Houellebecq er det et spørgsmål om moral. Hvordan opstiller vi en verden, hvor den vold og ondskab, der er til stede i os alle sammen, ikke bliver udfoldet som følge af absolut frihed og superindividualisme? Skarpest er ’Politikeren Houellebecq’ derfor, når han analyserer individet overfor fællesskabet, og hvordan ytringsfriheden indgår heri:
"I Interventioner sagde han til Agathe Novak-Lechevalier i interviewet fra 2017: ”Hvad enten jeg vil det eller ej, føler jeg mig forpligtet til at forsvare ytringsfriheden.” Indtil videre er der stadig konsensus om dette minimalprogram, denne mindste fællesnævner. Den er grundlaget for ethvert anstændigt samfund. Hans frihed er også lidt vores."
’Politikeren Houellebecq’ er en glimrende indføring i Houellebecqs forfatterskab og i Houellebecq som offentlig person og tænker. Man kan til fordel læse denne i stedet for at give sig i kast med Interventioner (2021) og At holde sig i live (2020), hvis man er ny i forfatterskabet. For indgående Houellebecq-kendere kommer den lidt til kort og bringer ikke meget nyt, men leverer stadig en interessant indføring af Houellebecq i den politiske verden.
Kommentarer