Pludselig her

Grønfeldt har i sine fortættede prosastykker en enestående evne til at skildre det tavse, skævvoksede og sårbare sind og fastholde erindringens og øjeblikkets billeder i et sprog, der er stofligt og sanseligt.

I Vibeke Grønfeldts to seneste romaner om den gamle forfatter Elvine Brink forbindes bøgernes enkelte prosastykker på trods af deres indbyrdes forskellighed af dagbogens tidsmæssige kronologi. I ’Pludselig her’ er kronologien opløst i en række ”øjebliksbilleder”. Det er også den genrebetegnelse forfatteren har brugt som undertitel på bogens kortprosastykker, der i omfang og tematik spænder fra noveller i mere traditionel forstand til ultrakorte stemnings- og erindringsfragmenter.

Skiftende tider og personer krydser og væves ind i hinanden, men ofte koncentreret omkring det øjeblik, hvor en situation, en sansning, eller et tilfældigt møde står knivskarpt, og i mange tilfælde også trækker lange tråde bagud i tiden og erindringen: ”Det hele hænger sammen i tråde, der bliver tydeligere år for år. Færre, men stærkere og kortere. For til sidst at smelte sammen og forsvinde.”

Vibeke Grønfeldts personer befinder sig ofte i periferien af det provinsmiljø, som hun er så eminent en skildrer og iagttager af. Det skævvoksede, sårbare og utilpassede har en stor plads i bogen, men Vibeke Grønfeldts stille eksistenser skildres aldrig entydigt som ofre, men lige så meget som stolte, uforsonlige iagttagere og kritikere af dobbeltmoral, hykleri og selvbedrag.

I teksternes mosaikker af skiftende stemmer, aldre og tider er der en gennemgående oplevelse af tab og opbrud -en oplevelse af at befinde sig i en smuldrende verden. ”Velfærdens behagelighed” har gjort tilværelsen ”let”, som den gamle manufakturhandler Paul Muhrer tænker om den nye tid i en af bogens længste og bedste stykker, ’Fornuftens betydning’, der har tråde bagud i traditionen til både Herman Bang og Peter Seeberg.

Erindringens billeder og sansninger er omdrejningspunktet i mange af teksternes portrætter. Det er her personerne konfronteres med fortidens smertepunkter i form af svigt, overgreb og psykisk sårbarhed, men også i glimt, pludselig og spontant, oplever øjeblikke af opdrift og befrielse: ”En befrielse, ingen kan tænke sig til uden at kende den. En blomst eller en lyd, en lugt kan fremkalde den, og øjeblikket mærkes hele dagen.”

Rundt omkring i bogen dukker Elvine Brink, karakteren fra de seneste romaner, op. Erindringer fra barndommen i enkehuset hos moren og bedstemoren. Hendes ubehag og modstand når hun konfronteres med ”pænhedshykleriet” på danseskolen, i håndarbejdstimerne, eller årets obligatoriske feriestil. Eline flygter væk fra skolen ”rev cyklen ud af stativet og suste væk fra de røde bygninger i skinnende høstlys og lugten af frugt og de mange georginer, der var i haverne dengang”, indtil hun kan se det blå hav forude. Her befinder Elvine og mange af bogens øvrige karakterer sig i krydsfeltet mellem det sansede, nærværende og bevægelsen i fantasien ud og væk fra snærende konformitet og social kontrol.

I disse små, fortættede erindringsbilleder er der en sans for stedernes, naturens og tingenes materialitet og sanselighed, der står i skarp og kritisk kontrast til den glemsel og ulidelige lethed der i ’Morgenskrivning’ giver den aldrende forfatter oplevelsen af at ”skrive på den sidste skrift”.

Det er lydene, duftene og lyset der står tilbage efter læsningen af ’Pludselig her’, og hvad mere kan man som læser ønske sig?