Knud Romers tredje roman er et inderligt og alvorligt eventyr. En stærk roman om kunstens forførelse, undertrykkelse og om tvangsneurotisk disciplin.
Jeg-fortælleren i romanen er en pige, der bor alene med sin far. Til hendes 5-års fødselsdag forærer han hende en violin. En gave, der kan vække alt det, der bor i hende og forstærke hendes følelser. Hun øver sig mere og mere for at blive den bedste. Efterhånden bliver hun ikke kun bedre til at beherske det tekniske i sit spil, hun udvikler også en en benhård disciplin, der undertrykker alle de følelser, som kan forstyrre. Disciplinen bliver hendes private fængsel, og når hun tvinger alle sine følelser til at forblive lukket inde, bringer det hende tættere på den Gud, som hun efterhånden oftere og oftere tyr til i bøn.
Den verden, pigen kommer til at bevæge sig i, er både elitær og nådesløs. Særligt den hun møder på sin rejse rundt i musikkens verden, både til Mozarts Salzburg, Chopins Katowice, Assisi med de gamle klostre og Wien, der er verdens centrum for den klassiske musik. På rejsen møder hun flere kendte personer, og hele tiden søger hendes fokus at forfine sig sammen med violinen ved at udfordre sig selv gennem den kunstart, der er uvurderlig til at udtrykke de største følelser. Dem som pigen kæmper mod at give slip på.
Selvom romanen måske ikke handler om Knud Romer, opleves pigens følelser, angsten og presset autentiske og opbygget af situationer og mennesker, der har berørt forfatteren. Romanens komposition er sammensat med samme disciplin, som bringes til live i pigens historie. Mængden af og voldsomheden i hendes tvangshandlinger og tanker betyder, at hun uafvendeligt balancerer på grænsen af en psykose. Målrettetheden i hendes skabertrang med violinen er både hendes gave og hendes forbandelse.
Eventyret lever i bedste velgående i romanen gennem beskrivelserne af miljøet og gennem skønheden, som pigen og violinen frembringer. Romanen er interessant, inderlig og minimalistisk på en storladen måde.
Kommentarer