Pigen der reddede julen

Matt Haig har skrevet en julehistorie med masser af håb, magi og kærlighed. Chris Moulds fantastiske illustrationer gør bogen endnu bedre. 

Den selvstændige opfølger til Drengen de kaldte Jul husker os på, hvorfor det er så vigtigt at bevare håbet og tro på julens magi. ”Livet er som en skorsten – man skal sommetider igennem mørket, før man ser lyset.”

Uden håb er der ingen magi, og uden magi kan julemanden ikke flyve rundt i sin kane og uddele gaver. På sin allerførste kanetur blev han nærmest båret afsted af 8-årige Amelia Trofast, hvis håb skabte magi nok til hele hans første mission. Amelia arbejder hårdt som skorstensfejer, lige som hendes mor, før hun blev syg. Det eneste lyspunkt for Amelie er besøgene hos hendes syge mor og venskabet med den natsorte kat med den hvide halespids, Kaptajn Sod.

Året efter skriver Amelia til julemanden, at hendes højeste ønske er at hendes mor bliver rask igen. Men Fader Jul er ret ophængt i Nissebo, hvor både ham og alle nisserne bor, for de enorme trolde har ødelagt hele byen og dermed også legetøjsværkstedet med alle børnenes gaver. Nu er gode råd dyre, både for Fader Jul og Amelia, som jages af hr. Skummel, der ejer fattighjemmet, og som forfølger Amelia for at få hende til at bo på sit frygtelige fattighjem sammen med alle dem, som har mistet håbet. Men Fader Jul har ikke glemt Amelia.

Matt Haig er en skøn fortæller, og hans stil minder mig om David Walliams groteske og rørende historier. Matt Haig formår at pakke store alvorlige emner ind i en forholdsvis beskyttet ramme, så bogen kan læses med børn fra skolealderen. Hr. Skummel er ikke helt ulig Ebenezer Srooge, og han er nok i virkeligheden noget værre. De små skønne og viljestærke nisser i Nissebo repræsenterer alle julens følelser og stemninger. Matt Haig har husket det hele.