Peter Øvig Knudsen: Hippie 1 - tre år og 74 dage der forandrede Danmark

"Knaldgod og meget læseværdig bog!" så klart lyder det fra en bruger, der anmelder og anbefaler 'Hippie 1'.

Fra Bogbrokken

Glem 68'erne. Her er det 67'erne det drejer sig om!

67'erne var de udflippede hippier fra The Summer of Love, der troede på den indre forandring som et middel til at ændre samfundet, mens 68'erne var de studentikose marxister fra universitetet, der ville forandre samfundet gennem revolution. Og det er netop 67'erne og i særdeleshed Thylejrens historie, der denne gang er genstand for den øvigske vridemaskine, hvor det i Blekingegadebanden var en af udløberne af den marxistisk skolede del af ungdomsoprøret, Peter Øvig Knudsen behandlede. Og ligesom i Blekingegadebanden er det i højeste grad imponerende hvor stort et researcharbejde Peter Øvig har gjort for at få skrevet sit store værk. 527 sider i bind 1, og med en lignende omgang til gode i bind 2, som udkommer engang i 2012.

Hippie 1 skifter mellem at fortælle om Thylejren dag for dag i sommeren 1970 frem til Peter Louis-Jensens kup på Dag 32, og så i mere tilbageskuende kapitler om (den københavnske) hippietids historie op til sommeren '70. Også i disse kapitler er to af lejrens organisatorer Henning Prins og Leif Varmark især i centrum. Og bogen tegner et meget illustrativt billede af perioden, både ved hjælp af sin billedside og med alle sine henvisninger til musik og kunst og øvrige "tendenser i tiden". Ikke mindst af hvor meget man slæbte Det gamle Samfund med i Det ny Samfund af rænker, dovenskab og ligegladhed overfor de idealer, man bekendte sig til og ofte også dækkede ind bagved. Noget jeg synes er enormt interessant, og som jeg nok aldrig har fået helt på plads, er det skarpe skel mellem det meget universitære marxistiske oprør og så det langt mere udflippede hippieoprør. Det har været spændende at få sat ord på det.

Man kan tydeligt mærke Peter Øvigs fascination af de opbrud, der skete omkring 1970 og af den nye livsstil, som man forsøgsvis afprøvede i Thylejren - og i de tilhørende miljøer i især København. Det betyder også, at man i langt højere grad kan mærke Øvigs stillingtagen i denne bog end i hans forrige bøger. (F.eks i magtkampen mellem Peter Louis-Jensen og Henning Prins). Og så skriver Øvig som sædvanlig glimrende, lader sine personer komme godt til orde og tager de forbehold overfor sin fremstilling, som der skal til.

Knaldgod og meget læseværdig bog! Dog vil jeg sige, at bogen har et stikordsregister, der er under al kritik, men det er en lille parentes i den store sammenhæng. Jeg glæder mig i hvert fald til, at Hippie 2 kommer.