Anmeldelse
Om natten havet af Johanne Kirstine Fall
- Log ind for at skrive kommentarer
En afsindig barsk, smukt skrevet og velkomponeret roman om 23-årige Katrina, der kun kan mærke sig selv gennem et massivt indtag af coke og eksperimenterende sex.
Med et helt fantastisk anslag slår Johanne Kirstine Fall tonen og temaet an her i sin anden roman, der er en selvstændig efterfølger til debutromanen Der er altid nogen at befri (2017). Bogen indledes med jeg-fortællerens korte beskrivelse af, hvordan det er nu at være raskmeldt efter at have været indlagt med anoreksi. Hun begræder, at hun ikke længere er syg, for ”De syge har en utvivlsom ret til gråden, de har ret til vanviddet, de har krav på omsorgen. Jeg misunder de syge, fordi sygdom er kroppens og sindets måde at tage ansvar på, måde at beskytte mennesket på.”
Når Katrina, som den nu 23-årige hovedperson hedder, ikke længere er syg, sådan rigtigt i hvert fald, må hun finde en anden form for eksistens, en anden måde at mærke sig selv og sin krop på. Og det kommer til at ske gennem en afsindig cocktail bestående af en forelskelse i manden Markus, et massivt indtag af stoffer, en næsten ubeskrivelig fantasifuld form for hardcore S/M-sex, der også involverer Markus´ ven Sebastian, samt vold og fysisk smerte i det hele taget. Det er ikke for sarte sjæle, og som Markus flere gange må konstatere om Katrina: Hun er hårdfør. En paradoksal diagnose, vil jeg dog mene, da Katrina netop er lige det modsatte. Hun er ikke hårdfør, men yderst skrøbelig – bare ikke fysisk, hvor hun næsten uden at kny tager imod alt, hvad Markus, Sebastian og hun selv kan komme op med af seksuelt orienterede eksperimenter.
Katrinas største problem er, at hun ikke kan mærke sig selv. Hun bliver udflydende og grænseløs, ved ikke, hvor hun selv begynder og slutter. Men når hun bliver slået eller penetreret af diverse genstande eller legemsdele, mærker hun sin krop, så ved hun, at hun er til. Hun opsøger det destruktive, det kaotiske og det skræmmende, fordi det føles trygt. Og det føles trygt, fordi det føles velkendt. Læseren forstår efterhånden, at Katrina ikke er rask og heller ikke bliver det så længe, hun og Markus lever deres mere og mere forsumpede og hærgede fælles liv.
Hvor man i debutromanen hele tiden håbede og heppede på, at Katrina ville blive rask nok til at blive udskrevet fra den psykiatriske afdeling, håber man nu modsat på, at hun snart må blive indlagt. Det var med bævende fingre, jeg vendte siderne i bogen, for hvilke uhyrligheder ville hun nu udsætte sig selv for på den næste side? Hvor meget værre kunne det snart gå? Hvor langt ville hun gå i sine seksuelle voldsorgier? Og hvad ville der ske, når afhængigheden af smerten, af stofferne og af sexen og af Markus ikke længere ville kunne honoreres? Svarene findes i bogen.
Johanne Kirstine Fall er dygtig. Både sprogligt og kompositorisk, og jeg følger gerne med i Katrinas videre liv, hvis det bliver muligt. Jeg frygter det værste, men håber det allerbedste.
- Log ind for at skrive kommentarer
En afsindig barsk, smukt skrevet og velkomponeret roman om 23-årige Katrina, der kun kan mærke sig selv gennem et massivt indtag af coke og eksperimenterende sex.
Med et helt fantastisk anslag slår Johanne Kirstine Fall tonen og temaet an her i sin anden roman, der er en selvstændig efterfølger til debutromanen Der er altid nogen at befri (2017). Bogen indledes med jeg-fortællerens korte beskrivelse af, hvordan det er nu at være raskmeldt efter at have været indlagt med anoreksi. Hun begræder, at hun ikke længere er syg, for ”De syge har en utvivlsom ret til gråden, de har ret til vanviddet, de har krav på omsorgen. Jeg misunder de syge, fordi sygdom er kroppens og sindets måde at tage ansvar på, måde at beskytte mennesket på.”
Når Katrina, som den nu 23-årige hovedperson hedder, ikke længere er syg, sådan rigtigt i hvert fald, må hun finde en anden form for eksistens, en anden måde at mærke sig selv og sin krop på. Og det kommer til at ske gennem en afsindig cocktail bestående af en forelskelse i manden Markus, et massivt indtag af stoffer, en næsten ubeskrivelig fantasifuld form for hardcore S/M-sex, der også involverer Markus´ ven Sebastian, samt vold og fysisk smerte i det hele taget. Det er ikke for sarte sjæle, og som Markus flere gange må konstatere om Katrina: Hun er hårdfør. En paradoksal diagnose, vil jeg dog mene, da Katrina netop er lige det modsatte. Hun er ikke hårdfør, men yderst skrøbelig – bare ikke fysisk, hvor hun næsten uden at kny tager imod alt, hvad Markus, Sebastian og hun selv kan komme op med af seksuelt orienterede eksperimenter.
Katrinas største problem er, at hun ikke kan mærke sig selv. Hun bliver udflydende og grænseløs, ved ikke, hvor hun selv begynder og slutter. Men når hun bliver slået eller penetreret af diverse genstande eller legemsdele, mærker hun sin krop, så ved hun, at hun er til. Hun opsøger det destruktive, det kaotiske og det skræmmende, fordi det føles trygt. Og det føles trygt, fordi det føles velkendt. Læseren forstår efterhånden, at Katrina ikke er rask og heller ikke bliver det så længe, hun og Markus lever deres mere og mere forsumpede og hærgede fælles liv.
Hvor man i debutromanen hele tiden håbede og heppede på, at Katrina ville blive rask nok til at blive udskrevet fra den psykiatriske afdeling, håber man nu modsat på, at hun snart må blive indlagt. Det var med bævende fingre, jeg vendte siderne i bogen, for hvilke uhyrligheder ville hun nu udsætte sig selv for på den næste side? Hvor meget værre kunne det snart gå? Hvor langt ville hun gå i sine seksuelle voldsorgier? Og hvad ville der ske, når afhængigheden af smerten, af stofferne og af sexen og af Markus ikke længere ville kunne honoreres? Svarene findes i bogen.
Johanne Kirstine Fall er dygtig. Både sprogligt og kompositorisk, og jeg følger gerne med i Katrinas videre liv, hvis det bliver muligt. Jeg frygter det værste, men håber det allerbedste.
Kommentarer