Anmeldelse
Per-Olov Enquist: Hamsun
Den norske forfatter Knut Hamsun genopstod i 1997 i skikkelsen af Max von Sydow i Jan Troells film "Hamsun". Per-Olov Enquists manuskript om den forgudede forfatter, der endte som nazi-sympatisør, udkom samtidig med filmen som filmroman.
Enquist sætter med "Hamsun" fingeren på et ømt punkt i mange digteres forsøg på at forlade deres elfenbenstårn. Der er ikke mange linjer i bogen, men det meste skal også læses mellem dem.
I en indledning til manuskriptet fortæller Enquist om de konfliktforhold, der ligger bag hans tilgang til processen mod Hamsun. (Hamsun dømtes om landsforræder, men blev ikke skudt ligesom Quisling. Han slap med en bøde, der ruinerede ham.)
Enquist erkender, at han står i dyb gæld til Thorkild Hansens store bog om processen mod Hamsun fra 1976, men giver samtidig de dramatiske begivenheder sin egen dramatiske toning. Men der kommer ikke så meget nyt frem i forhold til Thorkild Hansens bog. Men vinklen er anderledes.
Konklusionen på filmromanen er ikke sort-hvid. Hamsun var ikke nazist, men tog dog parti for store dele af nazismen. Han opfordrede de norske soldater til at lægge våbnene. Han var fjendtlig over for England og positiv over for Tyskland - især fordi hans bøger blev bedre modtaget i Tyskland. Og han var imod fremskridt.
To forhold er afgørende for forståelse af, hvordan Hamsun kunne blive et redskab for nazismen.
Det ene er hans tro på det store Europa uden blik for nazismens nære konsekvenser. Han magtede simpelthen ikke at se de umenneskelige og udemokratiske omkostninger: "At kunne se langt og samtidig kort er alternativet. Det er ikke let. Men hvem har sagt, at det skal være let. Og dette svære er til syvende og sidst det eneste, der bliver tilbage for os".
Det andet forhold er hans langt yngre kone, der ved at støtte Quislings drømme gør op med den undertrykkelse, hun mener, hun har været udsat for i ægteskabet. Hamsun indfanges i sin kones spil og løber sur i det, Enquist kalder "Hamsuns syndrom": Den anden kilde til det ulykkelige forløb.
Thorkild Hansens "Processen mod Hamsun" har i lange perioder ikke været til at opdrive. Gid oplaget af Enquists manuskript er stort nok. Forræderi er spændende læsning. Især hvis det begås af mennesker med høje idealer.
Per Olov Enquist: Hamsun, 216 sider (Samleren).
Den norske forfatter Knut Hamsun genopstod i 1997 i skikkelsen af Max von Sydow i Jan Troells film "Hamsun". Per-Olov Enquists manuskript om den forgudede forfatter, der endte som nazi-sympatisør, udkom samtidig med filmen som filmroman.
Enquist sætter med "Hamsun" fingeren på et ømt punkt i mange digteres forsøg på at forlade deres elfenbenstårn. Der er ikke mange linjer i bogen, men det meste skal også læses mellem dem.
I en indledning til manuskriptet fortæller Enquist om de konfliktforhold, der ligger bag hans tilgang til processen mod Hamsun. (Hamsun dømtes om landsforræder, men blev ikke skudt ligesom Quisling. Han slap med en bøde, der ruinerede ham.)
Enquist erkender, at han står i dyb gæld til Thorkild Hansens store bog om processen mod Hamsun fra 1976, men giver samtidig de dramatiske begivenheder sin egen dramatiske toning. Men der kommer ikke så meget nyt frem i forhold til Thorkild Hansens bog. Men vinklen er anderledes.
Konklusionen på filmromanen er ikke sort-hvid. Hamsun var ikke nazist, men tog dog parti for store dele af nazismen. Han opfordrede de norske soldater til at lægge våbnene. Han var fjendtlig over for England og positiv over for Tyskland - især fordi hans bøger blev bedre modtaget i Tyskland. Og han var imod fremskridt.
To forhold er afgørende for forståelse af, hvordan Hamsun kunne blive et redskab for nazismen.
Det ene er hans tro på det store Europa uden blik for nazismens nære konsekvenser. Han magtede simpelthen ikke at se de umenneskelige og udemokratiske omkostninger: "At kunne se langt og samtidig kort er alternativet. Det er ikke let. Men hvem har sagt, at det skal være let. Og dette svære er til syvende og sidst det eneste, der bliver tilbage for os".
Det andet forhold er hans langt yngre kone, der ved at støtte Quislings drømme gør op med den undertrykkelse, hun mener, hun har været udsat for i ægteskabet. Hamsun indfanges i sin kones spil og løber sur i det, Enquist kalder "Hamsuns syndrom": Den anden kilde til det ulykkelige forløb.
Thorkild Hansens "Processen mod Hamsun" har i lange perioder ikke været til at opdrive. Gid oplaget af Enquists manuskript er stort nok. Forræderi er spændende læsning. Især hvis det begås af mennesker med høje idealer.
Per Olov Enquist: Hamsun, 216 sider (Samleren).
Kommentarer