Og tiden i vild tilstand mod min hud af Marianne Larsen

De billedskabende prosadigte forholder sig undrende til hverdagen og samfundet med fokus på tiden. Indholdet er lige så flygtigt som titlen og for det meste lige så smukt.

Digtsamlingen rummer mange små historier, hvor relationer flettes ind og ud af hinanden, ofte i mere eller mindre surrealistiske refleksioner over tid som begreb. Tiden kan lægge sig om en, gøre at man ældes, den kan sende en rundt i forskellige vinde, lade verden vælte rundt. Og netop tiden forsøger Marianne Larsen at begribe og indfange med sine billedskabende digte.

”Men så i forgårs lå jeg på græs og blev til mere og mere historie. / Men hvor bliver et år i en sætning i luften om endnu et år af? ” spørger Marianne Larsen i digtet ’Andetsteds’ (en titel der i øvrigt bliver brugt flere gange). Citatet illustrerer, hvordan Larsen nærmer sig tiden, og hvordan hun leger med rytmen i sproget. Flere gange skriver hun om jeget i forbindelse med en forandring; at blive mere og mere historie, at ældes, at være et nyt sted. Og hele tiden strømmer ordene ud; hakkende, flydende, nynnende.

En række af prosadigtene befinder sig midt i en (tids)forandring, i overgang fra en ting til noget andet. I digtet ’Entré’ træder Larsens fortælleevne fint frem, og jeg fornemmer, hvordan menneskelige relationer og kroppe er styret at tid; særligt hvordan møder med andre er et delmål undervejs på livets rejse, at intet synes permanent. Gæsterne søger på forskellige måder efter værtinden for at give hende et knus, og beskrivelsen tegner et omrids af forskellige stadier i livet: det kommende pubertetsmenneske, singlen, enlige fædre, parret, et lille barn og en der endnu ikke er dukket op, hvilket jeget tænker over: ”En fra udlandet er ikke nået frem. Jeg ser hende for mig / søgende spørge fremmede om vej. ”

Denne søgen – efter sted, efter mennesker, efter sig selv – er gennemgående i digtsamlingen. Værket er båret af uro, foranderlighed og et nysgerrigt blik. Samtidig er det båret stilsikkert frem af en forfatter, som hviler i sin pen, gennem det kaos, som tidens gang efterlader. Det kan virke svært at nærme sig digtene, finde frem til kernen i deres beskrivelser af begrebet og fænomenet tid, men undervejs opstår der hele tiden nye billedspor, skabt af de poetiske sætninger. Skrivestilen minder mig om Poul Lynggaard Damgaard, som også skriver meget maleriske digte og senest har udgivet ’Figurativ uniform’.

’Og tiden i vild tilstand mod min hud’ er en krævende digtsamling, som forlanger total opmærksomhed og lidt ekstra mental energi. Sluk tv’et, luk døren, bryg en kop kaffe, spis lidt chokolade, dyk ned i tidens hav og bliv en interessant læseoplevelse rigere.