Øvelser i afsked

De velskrevne essays giver stof til eftertanke, når forfatteren kobler et personligt tab med de udfordringer, pandemien og klimaforandringerne giver.

I vinteren 2020 døde Carstens Jensens 25-årige stedsøn pludselig af en hjertefejl. Tabet og sorgen faldt sammen med coronapandemien, der lukkede verden ned. Han skulle både tage afsked med et elsket menneske og til en genkendelig verden.

Via kunst, litteratur, populærkultur og filosofi undersøger forfatteren sorgens og isolationens landskab for at forstå og acceptere det ukendte. De velskrevne essays kæder den personlige sorg, pandemien og klimaforandringerne sammen til et wakeupcall. Intet kan fortsætte som før, og han sætter sin lid til de unges engagement.

Carsten Jensen underviste på et universitet i Los Angeles i europæisk politik og litteratur, da meddelelsen kom om Raphäel Colemans død i Sydafrika, hvor han arbejdede for klimabevægelsen Extinction Rebellion. Hans kone tog til Sydafrika, og de nåede mindehøjtideligheden, inden verden lukkede ned medio marts, og isolationen blev total.

Bogen er i fem dele. Den første del er den mest personlige om chokket, der føles som en amputation af en kropsdel og det ultimative kontroltab, der blev forstærket af det isolerede liv. Bl.a. mistede han evnen til at læse og koncentrere sig. Interessant er også den del, hvor hans studerende, som han kalder Generation C (coronageneration) i syv udvalgte essays beskriver den bristede amerikanske drøm. Synspunkter på den stigende individualisme og manglende fællesskabsfølelse nedbrydes sammen med Trumps tweets, der får mange til at miste håbet, ligger fint i forlængelse af Carsten Jensens egne synspunkter og forstærker dermed hans argumenter for nødvendige forandringer og handling.

I selve isolationen i ’En indespærrets tanker’ tager han fat på isolationen under pandemien og refererer til filosofiske tænkere, pandemiromaner og zombiekulturen for at forstå det utænkelige, at mennesker ikke mere er verdens herrer. Især Mary Shelleys roman om pesten ’The last man’ fra 1826 bliver i en spændende læsning analyseret for at kaste nyt lys på vilkår og eksistens.

'Coronakrøniken' er en logbog han skrev på sin facebookside om tiden fra marts og nogle måneder frem. I og for sig kendt stof, men den giver et udmærket overblik. Den sidste del er om hvad vi har lært, og hvordan vi kommer videre med nye indsigter og mere ydmyge indstillinger til, hvordan vi som civilisation kan overleve med en klode i balance. Her bliver der appelleret til, at alle skal bidrage og give afkald. Pandemien er en åndelig beredskabsøvelse til at skifte kurs.

Bogen er en personlig historie om sorg og tab, og det er et godt greb at koble det sammen med de udfordringer, pandemien og klimaforandringerne giver os som civilisation. Carsten Jensens samfundsengagement er markant, og det giver stof til eftertanke at trække på fortidens tankegods. De mange retoriske spørgsmål virker dog lidt ensformige, og han undgår heller ikke gentagelser. Men det er vigtigt debatstof, der forhåbentlig også kan inspirere til ny indsigt og nye løsninger til handling. Jeg savner dog en indholds- og litteraturfortegnelse, der sætter struktur på det omfattende og forskelligartede indhold.