Hvad skulle man få fem måneder i New York til at gå med? Gå på bøssebar hver aften, ryge, drikke, passe børn og løbe en tur? Det er i hvert fald, hvad Johannes får tiden til at gå med.
Johannes er bøsse. Han har to børn med et lesbisk par, og de tager alle til New York i fem måneder. Det er Johannes’ plan at skrive en roman med udgangspunkt i sine drømme, men desværre kan han ikke huske sine drømme, så skriveriet bliver ikke til så meget. I stedet dalrer han rundt med sin ven, Michael, hænger ud på bøssebaren Nowhere og ryger cigaretter.
En dag finder han en død kvinde på gaden, som han synes at genkende. Han begynder at lege detektiv, roder sig ud i løgne og kommer ikke rigtig nogen steder. Johannes liv er lidt overfladisk, lidt ureflekteret og det er romanen også. Man savner, at der sker en udvikling, at Johannes udretter noget, tager ved lære, rykker sig. Det sker bare ikke. Der er ikke megen plads til fordybelse, hvilket citatet om Utøya-tragedien fint illustrerer:
”Jeg aner ikke hvad han snakker om, men i løbet af de næste minutter gik det op for mig, at mens jeg har svedt i Greenpoint, er unge blevet massakreret på en ø i Norge, jeg aldrig har hørt om.
– Vi er sent på den. Vi skulle være på restauranten nu.
Denim tilbage på kroppen og Norge tilbage til Norge.”
Romanen er let at læse, sproget flyder let. På en eller anden måde bliver man suget ind i miljøet og får lyst til at vide mere om personerne. Man følger lidt viljeløst med som Johannes og er egentlig fint underholdt undervejs.
Skuespilleren Johannes Lilleøre er både forfatter og hovedperson i denne roman. En konstellation som ikke er helt ukendt. Morten Sabroe har ofte skrevet om sig selv, og Knud Romer bragede igennem med ’Den som blinker er bange for døden’ om sin barndom. Nowhere er en roman, ikke en biografi, så hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, står hen i det uvisse.
Egentlig er jeg lidt splittet omkring romanen. På den ene side synes jeg, den er vældig overfladisk og lidt ligegyldig. På den anden side var jeg lidt fanget af fortællingen og håbede til det sidste, at der ville ske noget… Det er jo også en fin beskrivelse af tidsspild.
Kommentarer