To the modern man

I et rasende og åndeløst tempo tegnes et hudflettende portræt af den moderne mand og hans evige selviscenesættelsesprojekt. Men det bliver også et portræt af vores tid.

I ét langt og vedholdende åndedrag, som først til slut munder ud i en række enkeltstående besværgelser, tegner fortællerstemmen et portræt af den moderne mand. Og det er ikke kønt. Den moderne mand, hans strategier, hans valg og hans selviscenesættelse hudflettes med en imponerende opfindsomhed, så man som læser næsten kan mærke de verbale lussinger – uanset køn. Glaffey skriver potent(!), sikkert - og vredt.

Den moderne mand bor i et bofællesskab, har sikre (men forudsigelige og fantasiløse) meninger om alt fra boligindretning til sundhed – både den fysiske og den mentale – og så forsøger han at dække sig ind under feminismens faner. Men med et fast ryk hiver den hævnlystne fortællerstemme fanen, lagenet og tøjet af fyren, så han i sin overraskende spinkle fremtoning står bleg og følelsesmæssigt forkomment for øjnene af læseren. Og lad mig lige tilføje med det samme: Fortællerstemmen er og bliver en fortællerstemme. Rent faktisk kan man som læser ikke vide, om stemmen tilhører en mand eller en kvinde eller noget helt tredje.

Således afklædt, nedgjort og udleveret står altså den moderne mand for vores åsyn, mens der i et rasende tempo drevet af vrede, irritation og indignation hældes et hav af forbandelser ud over ham. I en form for bibelsk retorik indledes der igen og igen med ordene ”Må du…” efterfulgt af et altid lidet eftertragtelsesværdigt ønske fx Må du en hel dag igennem overse det indtørrede tandpastaskum i dine mundvige. Og dét var naturligvis ét af de mere humane.

Portrættet af den moderne mand er for mig at se, trods den ganske præcise titel, også et portræt af vores tid. Af den til tider kvalmende politiske korrekthed (eller bare korrekthed i det hele taget), de dobbeltmoralske holdninger og jagten på det perfekte liv, som jo aldrig kan lykkes. Den moderne mand ender i et samfund, som just beskrevet, med bedst at kunne defineres som værende enormt ensom. Og medmennesket i mig (human og korrekt som jeg er) får faktisk medlidenhed med ham. Det er virkelig et slid at være den moderne mand, som når alt kommer til alt, ikke er ret meget anderledes end stenaldermanden, som også bliver beskrevet. Var der nogen, der sagde civilisation?

Som værk betragtet mener jeg, bogen er helstøbt, vellykket og velskrevet. Det store spørgsmål bliver så, om man som mand skal føle sig stødt? Udleveret? Trådt på? Hånet? Nedgjort?
Njah, jeg vil tro, at disse følelser sikkert kun kommer i spil, hvis man(d) har en rem af huden.