Mit livs skrøne af Jørn Riel

Skrønernes konge tager læseren på langfart fra barndommens land og ud i verden og livet.

Det var min far, der introducerede mig for Jørn Riel, da jeg var teenager. Mit første møde var med den lille forsigtige advokat Julius Higginbottom, hvis liv ændrer sig fuldstændigt, da en sag bringer ham ombord på et skib, som fører ham ud i verden og bringer ham sammen med den frodige Mother China. Efter de to romaner om Higginbottom kastede jeg mig over trilogien ’Mine fædres hus’ om drengen Agojaraq, der vokser op uden mor men med masser af fædre og onkler og ikke mindst den gamle eskimokvinde Aviaja. Herefter slugte jeg alle skrønerne fra Nordøstgrønland, den fremragende saga ’Sangen for livet’, og senere kom ’Skrøner fra et rejseliv’ og ’Flere skrøner fra et rejseliv’. Jeg er med andre ord ret begejstret for Jørn Riels forfatterskab.

’Mit livs skrøne’ er en blanding af erindringsbidder, fotos, digte, notater og en enkelt skrøne fra Nordøstgrønland, og Riel kalder da også selv udgivelsen for ’en slags memoirer’. Her er nemlig ikke tale om en gængs biografi, der starter med barndommen og kronologisk fortæller den portrætteredes livshistorie. I stedet laver Riel små nedslag undervejs i livet, og fortæller på den måde om de øjeblikke og overvejelser, der har formet hans liv.

Som de gamle eskimoer synes Riel at undgå at berette detaljeret om de svære ting. For eksempel skriver han om den tid under krigen, hvor han blev sendt til Kristkirkens Svagbørnskoloni for at blive fedet op, at ’der var smukt i helvede’. Mange detaljer får vi ikke, men Riels aversion mod præsteskabet kunne godt være startet her.

Vi præsenteres undervejs for en række personer, der har betydet noget for Riel. Ud over sine forældre, som han omtaler kærligt, er der også morens faster Gamle Hanne (som jeg tror har været forbillede for figuren Aviaja). Chaufføren Harley, der i efterkrigstiden tager Riel med i sin fiskebil til Prag, og undervejs udnytter de tyske flygtningepiger mod madvarer. Den jævnaldrende grønlænder, Ugge, der blev Riels læremester og ven under det første ophold i Grønland. Den smukke sorte amerikaner, Alabama, der elskede at lave store bøffer, som Riel lærte at kende i Thailand. Hustruen Anette gennem 46 år og mange, mange flere.

Bogen indeholder fine betragtninger om Riels tid som FN-udsending, om de mange forskellige folkeslag og lande Riel har besøgt med åbent sind. Og her er både den varme humor, vi kender fra Riels skrøner, men også hentydninger til de mere barske sider af livet, han har oplevet.

På mange måder er ”Mit livs skrøne” en dejlig udgivelse. Jeg kunne genkende mange personer fra Riels romaner, og det var hyggeligt at følge tråden i Riels eget liv i forhold til forfatterskabet.

Alligevel blev jeg en smule skuffet, da jeg vendte sidste side, for vi kommer aldrig rigtig ind under huden på Riel. Hele vejen holder han en vis distance til sin egen fortælling, som også udmøntes i skrivestilen, der minder meget om hans skrøner. Altså små korte historier hvor det svære kun antydes. Han skriver måske nok, at han frygtede død og tortur, da han bliver anholdt i Cuba under Svinebugt-affæren, men han fortæller alligevel episoden som en sjov anekdote. Det er ikke nødvendigvis dårligt. Det giver bare ikke et dybere indblik i personen Jørn Riel.

Udgivelsen afsluttes med en række af Jørn Riels digte, og her fornemmer man mere alvor end i resten af bogen.