Memory Lane af Patrick Modiano

Patrick Modianos status som Nobelprismodtager falder til jorden med ’Memory Lane’, som er lige så flygtig, som karaktererne man møder i historien.

Jeg var yderst begejstret, da jeg fik Patrick Modianos ’Memory Lane’ i hånden. For det første glædede mig til at dykke ned i Modianos ambivalente erindringer – hans stemningsfyldte skildringer, som på én gang bærer elementer af fortrængningens melankoli og længslens nostalgi. For det andet indeholder den flotte stregtegninger af Pierre Le-Tan, der på fremragende vis akkompagnerer værkets sindsstemning og på mange måder fuldender værket. Jeg må dog indrømme, at jeg sad tilbage med en skuffet fornemmelse i kroppen, da jeg lukkede romanen for sidste gang.

Patrick Modianos ’Memory Lane’ handler om fortælleren Jean, der tænker tilbage på sin ungdom og mødet med en gruppe mennesker, der langsomt åbner sig for Jean og læseren. Vi bliver lullet ind i en slidt dekadence, hvor vennerne hver især er plaget af fortidens braste drømme eller fejlslagne investeringer. Der er en stærk melankolsk stemning, som man bærer romanen igennem på trods af den luksuriøse maskerade, personerne iklæder sig:

”Når han betragtede den unge matros fra Toulon var det sig selv som tyveårig han mødte igen: Toulon og dens mysterier, opium, Oscar Dufrenne og mange andre minder fra trediverne […]. Og se hvordan en ung man af i dag – endda uden at vide det – kaldte alt det til live hos Delval og ophævede tiden.”

Det er her, Modiano triumferer. Han er mester i at fremkalde en melankolsk stemning på baggrund af en længsel, der formår at ophæve tiden og gøre erindring allestedsnærværende. Og hvis man læser den for et øjeblik at opleve Frankrigs nedbrydende dekadence, er den fuldkommen, men fornøjelsen er kortvarig.

Modianos roman falder til jorden i sine flygtige personbeskrivelser, og det bliver intet andet end et øjebliksbillede af en tabt tid. Det kan bestemt også have en pointe, som fortælleren også selv reflekterer over: ”Hun og jeg var begge to tyve år dengang. Hvis vi mødte hinanden igen, ville vi snart være de eneste der kunne fremkalde erindringen om fordums tider i Grosbois og de smukke dage i Hacienda. Men ville hun det? Man bestræber sig nogle gange på at glemme den lille flok der har styret begyndelsen af ens liv.” Romanen ryger desværre i glemmebogen med sine opremsende beskrivelser af personer, man til sidst ikke kan adskille fra hinanden, og de bliver derfor ligegyldige.

Tegningerne af Pierre Le-Tan er i høj grad det, der samler og skaber romanen med sine sort-hvide stregtegninger, der viser møblerne i den fortabte art deco-stil og menneskernes blik, der siger meget mere, end Modiano formår.