Smukke jagthistorier i dagbogsform, hvor Riebnitzsky fortæller om sin fascination ved at jage med bue og pil. Hardcore Disneyfans og veganere advares mod at læse med.
Anne-Cathrine Riebnitzsky tager jagttegn til bue i 2013, og i dagbogsform beretter hun om sine jagtoplevelser frem til sommeren 2019. Hun fortæller om den helt specielle jagtform, som buejagt er, om sin store kærlighed til naturen og dyrene og om alle de mange regler, der gælder for jagt, både med hagl og med bue og pil. Hun suger læseren ind i sine beretninger, så man næsten fornemmer, hvor koldt det er at sidde og vente på et dyr, og hvor fantastisk det er at skyde sit første rådyr.
Riebnitzsky har et usentimentalt forhold til dyr og til at spise dyr. Hun har kendt til at slagte og spise dyr siden sin barndom, som hun fortalte om i sin erindringsroman ’Forbandede yngel’, og derfor føler hun sig i virkeligheden mere fremmed overfor kød i plastic. Hun skyder først og fremmest for at skaffe forråd i form af kød til fryseren, ikke for at få et trofæ, men hen ad vejen bliver hun dog også lidt tændt på jagten efter trofæet.
Hvordan kan man dog skyde Bambi og Bambis mor, vil mange nok spørge. Det kan man, når jagten indgår i vildtplejen, siger Anne-Cathrine Riebnitzsky, idet mange dyr ville dø af sygdomsepidemier, hvis der ikke blev ryddet ud i bestandene. Hun har ikke meget til overs for den om sig gribende disneyficering, hvor dyr udstyres med menneskelige følelser, såsom moderkærlighed. En rå sparker rent fysisk sine store kid væk, senest når et nyt kuld er på vej. Denne afstandtagen til Disneys nuttede univers deler hun bl.a. med direktør for Zoologisk Have, Bengt Holst, der blev udsat for en sand shitstorm, efter at giraffen Marius havde måttet lade livet, netop fordi den mor ikke ville have noget med den at gøre.
Vi bliver præsenteret for mange facts og mange fagudtryk, som dog alle bliver forklaret, så man kan blive lidt klogere på jagt og jægere. Anne-Cathrine Riebnitzsky mener, at buejagt giver dyret en fair chance for at nå at smutte, og det er der jo nok noget om. Selv husker jeg, hvordan min far og alle andre bønder gik på jagt i min barndom. Ofte gik de alene, og i de tilfælde havde haren absolut en fair chance. Alligevel kom der både harer og fasaner i gryden. Én klar fordel ved at dyret er skudt med pil er, at der ikke er hagl i kødet.
Der er enormt mange både juridiske og etiske regler for, hvad man må skyde, samt hvornår og hvor man må skyde hvilke dyr. Alt dette fletter Anne-Cathrine Riebnitzsky fint ind i sine fortællinger, som hun har illustreret med små blyantstegninger. Der er lovlig mange gentagelser, idet den ene jagttur ligner den anden for os, der ikke går på jagt, men fordi hun skriver i et så smukt sprog, bliver det alligevel ikke kedeligt. Jeg savner dog, at hun havde flettet lidt mere om sit forfatterskab ind undervejs.
Ud over at være prisbelønnet forfatter er Anne-Cathrine Riebnitzsky bl.a. medlem af Kvindelige Eventyreres Klub og har været udsendt som sprogofficer i Afghanistan, hvilket hun har fortalt om sine to første bøger Kvindernes krig og Den stjålne vej.
Man kan læse ’Med bue og pil’ som en række fine små noveller, der også henvender sig til alle os, der ikke går på jagt.
Kommentarer