Anmeldelse
Madalfabet af Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad
- Log ind for at skrive kommentarer
Kærlig genskrivning af Inger Christensens klassiker Alfabet fungerer som appetitvækker for originalen.
’Madalfabet’ genskriver dele af Inger Christensens mesterværk Alfabet fra 1981. Hvor ’Alfabet’ forsøger at omfavne verden og vokser ud mod alt lige fra abrikoser til atombomber, arbejder ’Madalfabet’ indad; mod føden. Digtsamlingen er mest af alt et pudsigt koncept, hvis bedste egenskab er, at den giver lyst til at genlæse originalen.
Det starter med en omskrivning af de noget nær ikoniske linjer hos Christensen: ”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes” til ”abrikostærterne findes, abrikostærterne findes”. Ordlegen bringer et smil frem under læsningen, madens lyd fylder det hvide papir, og undervejs klukkede jeg flere gange. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at bogen ikke er det rigtige format, at det måske skulle have været en performance, et audioværk, plakater eller en digital illustration.
Til forskel fra Christensens ’Alfabet’ skal man med ’Madalfabet’ være i humør til gøgl og en slags underholdning med maden i fokus. Ordrækkerne er gennemarbejdede, det er godt håndværk, og det er sjovt, så længe det står på. Få steder rummer digtene også en tiltrængt alvor som fx her:
”… mens mængden af udyrket majs / vokser og mangler på drikkevand vokser // tal snart om plantemad, tal snart om / madspild”.
Da jeg er færdig med at læse digtene, er de glemt, men det er ikke nødvendigvis et krav, at man skal kunne genkalde sig det, man læser. Det kan være underholdende tidsfordriv, mens det står på – og det kan være fint nok. Men, for der må komme et men, når jeg læser Christensens ’Alfabet’ brænder nogle af sætningerne og digtene sig fast. Jeg har aldrig glemt digtet om atombomben, hvor der bl.a. står: ”tal der står stille / et sted i en fjern / almindelig sommer // siden da er de sårede / døde, først mange, de / fleste, så færre”.
I ’Madalfabet’ kunne man også have kredset om produktionen, allergierne og den forfærdelige smag, i stedet kradser det hele i en hyggelig overflade, som på sin egen måde er både fine og underholdende – men desværre også hurtigt glemt. Digtene er en god indgang for nye digtlæsere og måske vigtigst af alt, kan de lede opmærksomheden hen på Inger Christensen.
- Log ind for at skrive kommentarer
Kærlig genskrivning af Inger Christensens klassiker Alfabet fungerer som appetitvækker for originalen.
’Madalfabet’ genskriver dele af Inger Christensens mesterværk Alfabet fra 1981. Hvor ’Alfabet’ forsøger at omfavne verden og vokser ud mod alt lige fra abrikoser til atombomber, arbejder ’Madalfabet’ indad; mod føden. Digtsamlingen er mest af alt et pudsigt koncept, hvis bedste egenskab er, at den giver lyst til at genlæse originalen.
Det starter med en omskrivning af de noget nær ikoniske linjer hos Christensen: ”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes” til ”abrikostærterne findes, abrikostærterne findes”. Ordlegen bringer et smil frem under læsningen, madens lyd fylder det hvide papir, og undervejs klukkede jeg flere gange. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at bogen ikke er det rigtige format, at det måske skulle have været en performance, et audioværk, plakater eller en digital illustration.
Til forskel fra Christensens ’Alfabet’ skal man med ’Madalfabet’ være i humør til gøgl og en slags underholdning med maden i fokus. Ordrækkerne er gennemarbejdede, det er godt håndværk, og det er sjovt, så længe det står på. Få steder rummer digtene også en tiltrængt alvor som fx her:
”… mens mængden af udyrket majs / vokser og mangler på drikkevand vokser // tal snart om plantemad, tal snart om / madspild”.
Da jeg er færdig med at læse digtene, er de glemt, men det er ikke nødvendigvis et krav, at man skal kunne genkalde sig det, man læser. Det kan være underholdende tidsfordriv, mens det står på – og det kan være fint nok. Men, for der må komme et men, når jeg læser Christensens ’Alfabet’ brænder nogle af sætningerne og digtene sig fast. Jeg har aldrig glemt digtet om atombomben, hvor der bl.a. står: ”tal der står stille / et sted i en fjern / almindelig sommer // siden da er de sårede / døde, først mange, de / fleste, så færre”.
I ’Madalfabet’ kunne man også have kredset om produktionen, allergierne og den forfærdelige smag, i stedet kradser det hele i en hyggelig overflade, som på sin egen måde er både fine og underholdende – men desværre også hurtigt glemt. Digtene er en god indgang for nye digtlæsere og måske vigtigst af alt, kan de lede opmærksomheden hen på Inger Christensen.
Kommentarer