London af Edward Rutherfurd

Han gør Londons fortid levende og beskriver byens gader og huse, så de står klart for læseren; samtidig bliver man klogere på Englands fortid. 

Og hører bl.a. om, hvordan over- og underhuset blev til. Hvordan lavene i London fungerede. Hvordan kvinderne kæmpede for stemmeret o.s.v.

Almindeligvis er det personer, som er udgangspunkt for historiske romaner, men når det er Edward Rutherfurd, der fortæller, tager han i stedet for udgangspunkt i et sted. Han har tidligere skrevet om Sarum, Russka og Nyskoven i England, og her har han så kastet sig over London.

Historien starter år 54 f. Kr., hvor Julius Cæsar invaderer England. Rutherfurd placerer familien, der bliver forfader til slægten Dogget/Ducket i begivenhedernes centrum, og fortæller gennem dem om Cæsars erobring af England.

Så springer historien frem til år 251 e. Kr., hvor England er en romersk provins. Hovedpersonen er Julius, der bliver kaldt duck. Han er forelsket i en gift kvinde, men for at få hende må han have fat i penge, så han bliver involveret i falskmøntneri. En forbrydelse, der straffes med døden.

I næste kapitel ryger vi frem til år 604 e. Kr., og nu hører vi om, hvordan kristendommen begynder at blive hovedreligion i England, og sådan springer kapitlerne tidsmæssigt fremad.

”London” er en stor roman, både fysisk og historisk. Sidemæssigt er den på 952 sider, og historisk strækker den sig fra før Kristi fødsel op til i dag. Rutherfurd slår i de enkelte kapitler ned på store og små historiske begivenheder og fortæller dem ud fra almindelige menneskers synspunkt. Han skaber en række slægter, der bruges som fortællere, og det går både op og ned for familierne.

Det, jeg godt kan lide ved ”London”, er måden Rutherfurd fortæller en god historie på og samtidig gør det til et interessant stykke Englandshistorie. Han gør Londons fortid levende og beskriver byens gader og huse, så de står klart for læseren. Samtidig bliver man klogere på Englands fortid og hører bl.a. om, hvordan over- og underhuset blev til. Hvordan lavene i London fungerede. Hvordan kvinderne kæmpede for stemmeret o.s.v.

På grund af længden er ”London” ikke en roman, man lige sluger på en aften. Men den er bestemt ikke kedelig af den grund. Tværtimod synes jeg, det er dejligt at have en roman, man kan vende tilbage til aften efter aften og nyde et par timers godt selskab med.

Så er man til en god, tyk, historisk roman, er ”London” bestemt et godt valg.