Løbende tjener af Dennis Jürgensen

Roland Triel er en ny interessant kriminalmand med en tragedie i fortiden og en meget skræmmende mordsag i nutiden. Læs den med alt lyset tændt!

Der er mange efterforskere i kriminallitteraturen. De er ofte martrede i større eller mindre grad, og som læser kan man måske nemt få nok af denne desillusionerede type. Men i dette tilfælde må man nok sige, det er retfærdiggjort: Roland Triels kone blev myrdet på bestialsk vis for få år siden, og teenagedatteren mishandlet således, at hun nu sidder som et psykisk vrag på en institution.

Triel har en ny sag på sit bord. Den meget velhavende smykkedesigner, Frans Jessen, udsættes for et voldsomt overfald, og kort tid efter myrdes hans forhenværende partner på meget bestialsk vis. De to har tidligere været involveret i en ophavsretssag, hvor Frans Jessen vandt. Der dukker flere mord op. Triel bliver bevidst anbragt i en ufordelagtig situation, og han kan kun opfatte det, som at ”svinet”, som han kalder sin kones morder, har stukket trynen frem. Det er en makaber historie, vi sidder med her. De senere år har jeg oplevet, at skruen med gys, gru og spandevis af blod har fået adskillige vrid i spændingsgenren. Her virker det dog ikke konstrueret, for der er en pointe. Forfatteren har haft et ønske om at forske i morderpsyken.

Der er allerede godt gang i bind to, i hvad der er planlagt som en serie med Triel i hovedrollen. Det er en usædvanlig velkonstrueret historie, tempoet holdes, spændingsniveauet holdes i allerhøjeste grad, og så er dialogen letløbende og ubesværet. Måske er der rigeligt jargon, men det bidrager på sin vis også til at menneskeliggøre figurerne.

Forfatteren er jo en af landets mest populære ungdomsforfattere, og han har haft 30-års jubilæum som forfatter. I et dagbladsinterview fortæller han om et rørende møde med et par granvoksne mænd, der fortalte ham om, hvor meget hans bøger havde betydet for dem som børn og unge. - Hvorfor skriver du ikke noget for voksne?, spurgte de. Ja, hvorfor ikke? Det gjorde han så, og det ser ud til, at det går rigtig godt med at skifte genre.

Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.