En stærk og bevægende roman om forholdet mellem far og datter, om to midaldrende mænds tilfældige møde og om musik som besættelse.
Den schweiziske filosofiprofessor, Peter Bieri, som skriver under pseudonymet Pascal Mercier, er især kendt for sin store filosofiske succesroman, 'Nattog til Lissabon' (2004). Nu er hans nyeste roman, 'Lea' fra 2007, oversat til dansk, denne gang en lidt mindre sag på 246 sider. Forfatteren omtaler den selv som ”novelle”.
To mænd, Adrian Herzog og Martijn van Vliet, mødes tilfældigt i Sydfrankrig. På en fælles rejse til Bern fortæller van Vliet om familiens tragiske historie. Martijn van Vliet har lige fra starten sagt, at han ikke kan tage ansvar for et lille barn. Da han alligevel bliver far, og da Cécile, moderen, dør, står han pludselig alene tilbage med ansvaret for lille Lea. Det bliver en hård prøvelse for både far og datter, som begge er lammet af sorg og ude af stand til at nærme sig hinanden.
Senere på en banegård i Bern spiller en gademusiker, en maskeret kvinde, et stykke af Bach. Lea står tryllebundet med sin far og lytter til violinens smukke klang. Mødet med gademusikeren bliver Leas vej ind i musikken og flugt fra sorgen. Van Vliet forærer hende en violin og ser for første gang i lang tid livsglæden vende tilbage i datterens liv, men i takt med Leas berømmelse og musiske talents udfoldelse, vokser fremmedgørelsen mellem dem. Dette fører Martijn ud i desperate handlinger, i en misforstået grænseløs kærlighed til datteren, der langsomt forsvinder mellem hænderne på ham.
'Lea' handler ikke kun om forholdet mellem far og datter, men også om to midaldrendes mænds ensomhed, angst og fremmedgørelse i de nære relationer. I bogens begyndelse er det ikke meget, der binder Adrian Herzog og Martijn van Vliet sammen, men efterhånden som Martijns bekendelser skrider frem, viser det sig, at de to mænd på mange måder deler samme skæbne.
'Lea' er en eftertænksom og velkonstrueret bog. Man skal ikke forvente samme tyngde og filosofiske substans som i 'Nattog til Lissabon'. 'Lea' minder om Merciers tidligere værker, men er samtidig også sin helt egen – en smuk og bevægende fortælling. Pascal Mercier leverer med stor indlevelse flotte psykologiske portrætter, som giver stof til eftertanke - at læse Pascal Mercier er både berigende og meningsfyldt.
Kommentarer