Lærerindens sang af Vigdis Hjorth

Vigdís Hjorth har skrevet en intelligent og velskrevet roman om at blive rokket alvorligt i sin selvforståelse.

Lotte Bøk er 57 år og lærer i dramatik på Kunsthøgskolen i Oslo. Hun bor alene, har en voksen datter, er glad og tilfreds og synes, hun er en dygtig og dedikeret underviser. Hun bliver kontaktet af en fjerde års studerende, Tage Bast, som gerne vil filme hende og hendes undervisning og bruge filmen som afgangsopgave. Han vil gerne belyse sammenhængen mellem hendes undervisning og hendes liv, og hun siger tøvende ja.

Dette ja viser sig at få fatale konsekvenser for hende, og meget hurtigt dukker spørgsmål op som: Hvem er jeg? Hvordan ser andre mig? Pludselig opdager hun, at hun er forfængelig, at hun iscenesætter virkeligheden, og hun begynder at drage sin støtte til fx Naturværnet i tvivl. Er hun så altruistisk, som hun gerne vil give udseende af? Og er hendes bidrag til godgørende formål en iscenesættelse at dråben i havet og egentlig kun selvmedicinering? At undslippe Tage Basts linse, også selv når hun ikke bliver filmet, viser sig ikke at være så nemt. Jeg vil ikke røbe mere her, men det løber helt af sporet, skal jeg love for.

Lærerinden indfører eleverne i både Wittgenstein, Brecht og Kierkegaard, men har ikke føling med, hvor de er, så hver lektion ender som perler for svin. Som læser havde jeg det lidt på samme måde og formåede ikke at forholde mig så intenst til Brecht, som lærerinde Bøk forventer.

'Lærerindens sang' er en meget klog og lærd bog. Hovedpersonen Lotte Bøk underviser med stor autoritet og kommer virkelig vidt omkring Bertolt Brechts 'Det gode menneske fra Sezuan'. Ikke desto mindre er romanen meget interessant, især hvis man kender til Vigdís Hjorths forfatterskab, hvor hun for et par år siden selv var i søgelyset pga. romanen Arv og miljø, der iflg. hendes søster lå snublende nær på at fremstille deres far som incestuøs. Søsteren skrev en modroman, og her måtte Vigdís Hjorth pludselige se sig selv gennem en andens øjne.

Jeg kan lide romanen, den er velskrevet og for så vidt let læst, men jeg er glad for at jeg kendte til hendes egen familieintrige, for den gjorde den mere læsbar. Alle der har læst 'Arv og miljø' bør læse 'Lærerindens sang' også.