En bog man bliver klogere af, klogere på hvad vi foretog os i Afghanistan, hvordan det er at være kvindelig soldat og hvordan det er at være kvinde i et muslimsk land – i krig.
Der er ikke noget, der sælger aviser, som dårlige nyheder. Død og lemlæstelse har alle dage været mere interessant end skoler og sundhedsklinikker. Således er det også med det der kaldes “vort engagement i Afghanistan”. Døde og sårede soldater ramte helt sikkert nyhederne, mens de fremskridt, der fandt sted blandt civile, var ukendt stof herhjemme.
Jeg har ligesom så mange andre spekuleret over, om vores tilstedeværelse i Afghanistan gjorde nogen forskel, om det ikke var spild af penge og unge mænds liv? Men ikke alle soldater i dag er mænd, således var Anne-Cathrine Riebnitzskys første ophold i Helman-provinsen i soldateruniform. Hun deltog i natlige patruljer, men var først og fremmest tilknyttet CIMIC, civilt-militært samarbejde, og brugte meget af sin tid på at indsamle informationer om skoler i landdistrikterne og med at opbygge et kvindeligt netværk. Selv om afghanske kvinder på papiret er ligestillede med mændene, er der langt til reel ligestilling. De fleste ved ikke engang at de har rettigheder.
Beskrivelsen af hendes samarbejde med Fatima og andre kvinder var interessant læsning, ligesom AC’s bestræbelser for at få den danske presse til at interessere sig for andet end zinkkister.
Ca seks måneder efter sin hjemsendelse, bliver hun opfordret til at søge stillingen som Udenrigsministeriets rådgiver i Afghanistan, og, da hun vender tilbage til Camp Price, er det i civil.
Hendes glæde ved at se de fremskridt, der er sket i de seks måneder, og de sikre tegn på øget tryghed i civilbefolkningen, er stor, og hun genoptager sit samarbejde med kvinderne.
‘Kvindernes krig’ er en stærk og personlig beskrivelse af livet som kvindelig soldat og udenrigsministeriel rådgiver i et samfund, der er så anderledes end vores, i en mandsdomineret institution som en militærlejr. De kvindelige soldater holder sammen på tværs af nationaliteter, og AC forstår at indgyde respekt i lejren pga sit engagement og sin integritet. En morsom episode, der følger hende gennem hele opholdet, er da hun giver en mandlig afghansk rengøringsassistent i lejren en skideballe på 30 minutter, fordi han i forbifarten kalder hende “sexy lady”. Hun er soldat og kræver respekt, kønnet er underordnet.
Det er forfatteren magtpåliggende at nuancere danskernes syn på Afghanistan, og i mit tilfælde er det lykkedes. Om Afghanistan nogensinde bliver en demokratisk stat efter vort mønster er usikkert, men hvis børnene, også pigerne, kan komme i skole, hvis kvinderne kan blive uafhængige af mændene, er indsatsen ikke spildt. Det bliver spændende at se, hvordan det går nu, hvor vi trækker os ud.
Forsiden viser meget betegnende AC i fuld kampuniform i forgrunden, og i baggrunden ses en kvinde i blå burka. Begge dele en slags uniform, der er med til at gøre bæreren en del af en gruppe. Men bogen viser at det er muligt at have en personlighed selv om man bærer uniform/burka.
Man kan genkende flere hændelser, som forfatteren har brugt i sin debutroman, ‘Den stjålne vej’ (2012). I ‘Kvindernes krig’ hører vi om baggrunden.
Kommentarer