Anmeldelse
Korsveje
- Log ind for at skrive kommentarer
Franzen leverer et stærkt portræt af det amerikanske samfund gennem en præstefamilies liv i 1970’erne og berører aktuelle og kontroversielle emner som abortmodstand og racisme.
Russ Hildebrandt, faderen i familien Hildebrandt og hjælpepræst i kirken First Reformed, fryder sig ved den 600 sider lange romans start over de fire timer, han skal til at tilbringe sammen med en af kirkens frivillige: Frances Cottrell. Cottrell er nylig enke og foxy - og Russ bliver hurtigt besat af tanken om at gå i seng med Cottrell og glemme sit iltfattige ægteskab på 20. år.
Midtvejskrisen kradser for Russ. Han er blevet fyret som præst i kirkens ungdomsklub, Crossroads, der også giver romanen sin titel og peger på de mange metaforiske korsveje, som karakterer står over for i romanen. Crossroads er til Russ’ store fortrydelse blevet overtaget af den yngre præst Rick Ambrose, som har forandret klubben fra at være et sted med bibelcitater og hårdt fysisk frivilligt arbejde til der, hvor de populære unge med langt hår og guitarer - og sigende nok, tre af Russ’ egne børn - kommer for selvudvikling og tillidsøvelser. Russ har ikke bare mistet grebet om ungdommen, men også kontakten til sine egne børn.
Marion, Russ’ plagede kone, begynder samtidig at drømme om Bradley Grant, som hun var voldsomt forelsket i som 20-årig (og hvis barn, hun aborterede). Marion savner sit “tynde jeg” og tilstår over for sin psykiater, at hun har "snydt" Russ ved at gemme på sin egen tunge historie om sine forældres selvmord og druk, aborten og ikke mindst sin diagnose - “at slå afbryderen til”, som hun beskriver det. Romanens bedste og mest rørende afsnit omhandler familiens midterste barn Perry, som lever med samme (ubehandlede) diagnose og har udviklet et heftigt stofmisbrug, hvilket Marion føler sig skyldig over.
Udover at fortælle en nærværende og psykologisk kompleks familiehistorie, som mange vil kunne spejle sig i, fletter romanens karakterer sig ind i verdenshistorien. Ældstesønnen Clem farer vild i et etisk dilemma og melder sig som soldat til Vietnamkrigen for at miste sin kærestes, sin families og særligt sin elskede søster Beckys respekt. Becky tager et meget forståeligt opgør med sine forældre og får sin udkårne rockstar - og finder Jesus i ægte 70er pastiche.
Franzen tackler på nuanceret vis kontroversielle og aktuelle tematikker som mental sundhed, abort, racisme, seksuelt opgør, misbrug og generationskløfter. Emner, der er dybt historisk forankret i det amerikanske samfund. Indimellem virker dette forsøg på at italesætte aktuelle samfundsemner i den verden af i går, romanens karakterer befinder sig i, dog klodset. Det er fx påfaldende at Russ flere steder omtaler sig selv som ‘hvid’ med en ‘hvid tanke’ flere steder, da det lyder som en sætning taget lidt for direkte ud af vor tids racismedebatter.
Ifølge forlagets pressetekst italesætter Franzen med romanen “det unævnelige” og vor tids relativering af sandheden med fx fake news og konspirationer. Det lyder spændende, men det foldes forhåbentligt lidt mere ud i romanens efterfølgere i den planlagte trilogi om familien. Første del handler mere om generationsopgør og forfejlede drømme og intentioner.
- Log ind for at skrive kommentarer
Franzen leverer et stærkt portræt af det amerikanske samfund gennem en præstefamilies liv i 1970’erne og berører aktuelle og kontroversielle emner som abortmodstand og racisme.
Russ Hildebrandt, faderen i familien Hildebrandt og hjælpepræst i kirken First Reformed, fryder sig ved den 600 sider lange romans start over de fire timer, han skal til at tilbringe sammen med en af kirkens frivillige: Frances Cottrell. Cottrell er nylig enke og foxy - og Russ bliver hurtigt besat af tanken om at gå i seng med Cottrell og glemme sit iltfattige ægteskab på 20. år.
Midtvejskrisen kradser for Russ. Han er blevet fyret som præst i kirkens ungdomsklub, Crossroads, der også giver romanen sin titel og peger på de mange metaforiske korsveje, som karakterer står over for i romanen. Crossroads er til Russ’ store fortrydelse blevet overtaget af den yngre præst Rick Ambrose, som har forandret klubben fra at være et sted med bibelcitater og hårdt fysisk frivilligt arbejde til der, hvor de populære unge med langt hår og guitarer - og sigende nok, tre af Russ’ egne børn - kommer for selvudvikling og tillidsøvelser. Russ har ikke bare mistet grebet om ungdommen, men også kontakten til sine egne børn.
Marion, Russ’ plagede kone, begynder samtidig at drømme om Bradley Grant, som hun var voldsomt forelsket i som 20-årig (og hvis barn, hun aborterede). Marion savner sit “tynde jeg” og tilstår over for sin psykiater, at hun har "snydt" Russ ved at gemme på sin egen tunge historie om sine forældres selvmord og druk, aborten og ikke mindst sin diagnose - “at slå afbryderen til”, som hun beskriver det. Romanens bedste og mest rørende afsnit omhandler familiens midterste barn Perry, som lever med samme (ubehandlede) diagnose og har udviklet et heftigt stofmisbrug, hvilket Marion føler sig skyldig over.
Udover at fortælle en nærværende og psykologisk kompleks familiehistorie, som mange vil kunne spejle sig i, fletter romanens karakterer sig ind i verdenshistorien. Ældstesønnen Clem farer vild i et etisk dilemma og melder sig som soldat til Vietnamkrigen for at miste sin kærestes, sin families og særligt sin elskede søster Beckys respekt. Becky tager et meget forståeligt opgør med sine forældre og får sin udkårne rockstar - og finder Jesus i ægte 70er pastiche.
Franzen tackler på nuanceret vis kontroversielle og aktuelle tematikker som mental sundhed, abort, racisme, seksuelt opgør, misbrug og generationskløfter. Emner, der er dybt historisk forankret i det amerikanske samfund. Indimellem virker dette forsøg på at italesætte aktuelle samfundsemner i den verden af i går, romanens karakterer befinder sig i, dog klodset. Det er fx påfaldende at Russ flere steder omtaler sig selv som ‘hvid’ med en ‘hvid tanke’ flere steder, da det lyder som en sætning taget lidt for direkte ud af vor tids racismedebatter.
Ifølge forlagets pressetekst italesætter Franzen med romanen “det unævnelige” og vor tids relativering af sandheden med fx fake news og konspirationer. Det lyder spændende, men det foldes forhåbentligt lidt mere ud i romanens efterfølgere i den planlagte trilogi om familien. Første del handler mere om generationsopgør og forfejlede drømme og intentioner.
Kommentarer