Helle Vincentz har skrevet en stærk og ærlig erindringsroman om, hvad en forælders selvmord gør ved et barn.
Helle Vincentz fortæller den hjerteskærende historie om sin familie, og især historien om sin far, der begik selvmord i 1987, da hun var otte år gammel. Udadtil er der tale om en helt almindelig familie med far Jørgen, der er gårdejer, mor Anne-Dorthe, der er lærer, og døtrene Helle og Vibeke. Under overfladen lurer katastrofen dog, for økonomien er dårlig, og Jørgen drikker mere og mere.
Jørgen ville være arkitekt og rejste ud i verden som ambassadør for Mellemfolkeligt Samvirke, men vender hjem, da hans mor siger, at nabogården er til salg. Jørgen gifter sig med Anne-Dorthe, de får to døtre, men han forstår sig ikke på at drive landbrug, slet ikke i de økonomisk trange tider i 1980-erne. Han overser regningerne, giver Schlüter og Kartoffelkuren skylden og søger tilflugt i flasken.
Helle fortæller om familiens deroute, som kun et barn kan se og opleve tingene. Hun fortæller, hvorledes familien er delt i to hold, hun og faren på det ene, moren og Vibeke på det andet, og hun er helt igennem solidarisk med sin far. Hun påtager sig skylden, når han bliver rasende og slår i bordet, hvis hun plager, men hader turene til Murer-Kjeld, hvor faren kører hen for at drikke.
Katastrofen indtræder, da faren begår selvmord ved at skyde sig selv i sine forældrenes kælder. Helle overhører moren sige, at det er en hævn, at han gjorde det lige der, men det forstår hun først som voksen. Forældrene havde frataget ham hans drøm om et andet liv og fået ham til at købe en gård, uden at støtte ham økonomisk. Som voksen forstår Helle også, at det havde stået langt værre til, end hun troede, og at faren havde drukket meget mere.
De voksne er ærlige omkring farens selvmord, og i sin dagbog skriver Helle ”Min far skød sig selv, så nu er han død. Ja det var søveligt”. Familien flytter til byen og starter på en frisk, efter at gården er gået på tvangsauktion. De klarer sig, men da bedsteforældrene dør kort efter, og Anne-Dorthe dør tidligt af kræft, er Helle er overbevist om, at familien er ramt af en forbandelse.
Barndommen har naturligvis sat sig dybe spor i Helle Vincentz, der som voksen kæmper med mange traumer. Hun får gode karakterer i gymnasiet, tager flere videregående uddannelse, rejser ud i verden, skriver debatindlæg og spændingsromaner, bliver gift og får to børn og er i det hele taget en succes. Under overfladen kæmper hun dog med sine fortrængninger, og fortidens spøgelserne lurer konstant lige under overfladen.
Helle Vincentz kalder bogen for en erindringsroman, men jeg fornemmer, der er tale om langt mere erindring end roman. I sit efterord skriver hun, at hun græd undervejs, og det gjorde jeg også. ’Jorden under mig’ skriver sig flot ind i de mange erindringsromaner, der er udkommet på det seneste – Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager og Rampen af Jesper Stein for bare at nævne et par stykker. Det er en bog, det er svært at slippe.
Kommentarer