Lettilgængelig og filosoferende bog om den personlige musikoplevelse skrevet som en dagbog fra et ophold i New York.
Henrik Marstal, der er ph.d. i musikvidenskab, musiker, producent, musikcoach og forfatter, har skrevet denne fine og reflekterende bog om det personlige forhold til at lytte til musik. Han har kaldt sin bog Jeg lytter, altså er jeg, og det er nok ikke helt utilsigtet, at man kommer til at tænke på Descartes’ berømte udsagn: ”Cogito, ergo sum” (jeg tænker, altså er jeg).
Bogen er en slags dagbog skrevet over nogle dage hen over nytår 2009-2010, hvor han opholder sig i New York. Bogen begynder, mens han går hjemme og venter på taxaen og samtidig lytter til Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Musikken sætter tanker i gang om den første gang, han hørte dette fantastiske nummer, da han var seks-syv år gammel. Han mener, at vi alle har en indre play-liste over musikken i vores liv. Jeg kan kun give ham ret, og når jeg hører Una paloma blanca er jeg tilbage i sommeren 1975.
Musik handler for Henrik Marstal om ”feel” - hvilke følelser musikken kalder på både hos afsender og modtager, for vores lytten til musik vil altid være farvet af vore præferencer, forestillinger og sindsstemning på det givne tidspunkt. Han mener, at alle som udgangspunkt er musikalske og musicerer, når de lytter – et udsagn, jeg vil tillade mig at sætte et forsigtigt spørgsmålstegn ved.
Der er mange tankevækkede betragtninger i bogen, så som at al musik kan være god på det rigtige tidspunkt. Der er i princippet ikke nogen genrer, der er finere end andre, og det, synes jeg, er et flot statement fra en fagperson med hans baggrund. På hele turen i New York lytter han overalt til musik: I taxaen, i supermarkedet, på restauranten, på gaden og på spillestederne. Flot synes jeg også, det er, når han nævner, at det ofte er et tilfælde, hvem der kom frem, hvem der blev promoveret på det rigtige tidspunkt og hvem der aldrig nåede at blive kendt.
Jeg bliver i rigtig godt humør, når han begejstres over nogle af de grupper og noget af den musik, som jeg selv har et forhold til, mens jeg læser lettere hen over de afsnit, hvor musikken ligger mig mere fjernt. Men man kan jo altid blive klogere, og det synes jeg bestemt, at jeg er blevet af bog, der kan læses på mange niveauer. Bogen kan såmænd også læses som en slags rejsebeskrivelse, en tur gennem New Yorks forskellige kvarterer, hvor Henrik Marstal fortæller om spise- og spillesteder. Når han dvæler ved John Lennons mindesmærke, Imagine, i Central Park, får jeg en lille klump i halsen. Under hele opholdet i New York sætter Marstal ord på musik og lytning til musik og har indtil flere såkaldte New York-moments: De magiske øjeblikke.
Henrik Marstal henviser i flere tilfælde til Ind i musikken af Peter Bastian, som også er en bog med mange kloge betragtninger. ”Vis mig din musiksamling, og jeg skal fortælle langt mere om dig en du måske tror muligt eller bryder dig om” siger Henrik Marstal.
Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.
Kommentarer