Ingen som dig

Nick Hornby charmerer med en vittig og elegant romantisk komedie om kærlighed på tværs af alder, klasse og race.

Lucy er en veluddannet folkeskolelærer i 40’erne, hvid og nyligt fraskilt. Joseph er en ung, sort fyr i 20’erne, uden uddannelse eller en plan for sit liv. De mødes i den lokale slagter, hvor Lucy prioriterer at handle kvalitetskød i weekenden, mens Joseph står bag disken. Der er øjeblikkeligt kemi mellem dem, men de kunne ikke komme fra mere forskellige verdener. Er det muligt for kærligheden at krydse så store skel?

I baggrunden af denne romantiske komedie spøger noget så uromantisk som Brexit, og det fungerer overraskende godt. Nick Hornby kæder effektivt Lucy og Josephs kærlighedshistorie sammen med den enorme splittelse i Storbrittanien – og i virkeligheden i det 21. århundredes vestlige verden – som Brexit er et udtryk for. En splittelse, der bl.a. handler om race, klasse og generationsforskelle. Og alt dét kommer til udtryk i Lucy og Josephs forhold.

Det er et klassisk Romeo og Julie-greb at lade sine to elskende komme fra verdener så forskellige som nat og dag. ’Ingen som dig’ kunne derfor nemt føles konstrueret, eller romanen kunne stave et velmenende budskab om, at kærligheden overvinder alt, med meget store, klodsede bogstaver. Men Lucy og Joseph er nuancerede som virkelige mennesker, og deres historie er ganske vist sød, men bestemt ikke urealistisk. Der er samtaler mellem karaktererne om dating, skilsmisse, Brexit, racisme, aldersforskelle og meget andet, som tager emnerne alvorligt, og som søger at menneskeliggøre en ophedet debat. Replikkerne er skarpe, og romanen er hele vejen igennem sjov og underholdende. Nick Hornby skriver kort sagt fantastisk.

Det, ’Ingen som dig’ gerne vil fortælle os, er, at dybe skel i samfundet bl.a. opstår, fordi vi ikke taler med hinanden. Grupperne lukker sig om sig selv, fordomme florerer, og ingen ved, hvordan de andre egentlig tænker. For Lucy og Joseph giver deres forhold en mulighed for at se ind i en anden verden og bringe de nye perspektiver ind i deres omgangskreds. I morsomme scener med akavede dinner parties bliver de ophævede til sandhedsvidner, der har set den anden side og bliver oversvømmet af spørgsmål: Hvordan tænker de andre mennesker, der kan finde på at stemme ja (eller nej!) til Brexit? Ingen i grupperne har nogensinde talt med de andre, og så er det alt for nemt at konkludere, at de andre må være ganske simpelt må være dumme.

Lucy og Joseph forelsker sig dog ikke i hinanden, fordi de er helt forskellige – men fordi de genkender noget i hinanden. Begge føler sig lidt på randen af deres respektive grupper og kigger udefra og ind. (Det fører i øvrigt til mange skægge, parodiske observationer, bl.a. af den øvre, veluddannede middelklasse). I hinanden finder de i stedet en sjæleven, og det er jo dét kærligheden er: én som får dig til at føle dig hjemme, uanset om de så stemmer det samme som dig.