I dag skal vi ikke dø

På rekordtid har Louise Juhl Dalsgaard skrevet og udgivet en digtsamling om coronakrisen. Digtene er i nuet, hvor tiden står stille, ensomheden er en negl, der vokser, og krisehåndtering handler om rutiner. 

Jeg åbnede bogen i køkkenet, og godt en time senere lukkede jeg den igen, stadig i køkkenet. I den time var mine øjne og min hjerne på rejse i Louise Juhl Dalsgaards sprog, som med en indfølt blanding af nysgerrighed, forundring og bekymring fremkaldte de første dage og de tomme gader i det isolationsramte coronadanmark på ny. Det ene ord tog det andet, den ene side den næste, og sjældent kan man læse en digtsamling i én sammenhængende bevægelse. 

Jeg havde allerede været over en god portion af digtene i forberedelserne til mit interview med Louise midt i skriveprocessen af forhåndenværende solorange digtsamling og seks dage før, hun stoppede med at skrive live fra coronasituationen. Alligevel var det en bemærkelsesværdig anderledes læseoplevelse af læse digtene lidt på afstand. Visheden om den historisk usædvanlige situation var vokset, ligesom forståelsen af tomrummet, den stillestående tid og alle spørgsmålene, ingen kunne svare på. 

I dag står samlingen frem som et testamente over nærvær, fremkaldt under fraværet af samme.

"#
måske er der en
der spørger
hvordan det går
og måske er der en
der svarer

mest sandsynligt er det dog
at ingen spørger
og ingen svarer

derfor 
digtene"

I den tomhed finder stemmer og indtryk vej til teksten fra det nære - radioen og anlægget, men også de tavse omgivelser og jegets egne tanker. Lister præger digtene, som bliver "et katalog over næsten alting"...

"hver ting bærer
en lille historie
uden hvilken
den store ville gå tabt"

og med den poetik får 'I dag skal vi ikke dø' sin berettigede plads i historien, hvor vi hurtigt vil glemme detaljerne. 

Om halvtreds år vil de studerende læse Louise Juhl Dalsgaards coronadigte, som vi under krisen har læst Camus' 'Pesten' - som vidnesbyrd om en krisetid. Dog er det særligt som poetisk vidnesbyrd, samlingen har sin naturlige berettigelse. Det poetiske og personlige, rigdommen af detaljer og de konstaterende lister og observationer, gør hele forskellen for, hvordan en læser åbner sin indre filmfremviser med originale film.