Anmeldelse
Hyrder på bjerget af Anne Fortier
- Log ind for at skrive kommentarer
Jules Verne, De Fem på nye eventyr med et dash af chick-lit i hæsblæsende ”gothic comedy” om sagnlandet Atlantis.
Da denne historie udkom første gang i 2005 var Dan Brown’s bøger nye og dannede deres egen genre; den slags, der kan indeholde hemmelige selskaber, konspirationsteorier i bunkevis og handlingsbaner, der lige vender på en tallerken, og ikke at forglemme aldeles usandsynlige hændelser, der bare føjer sig ubesværet ind i hele. Og spændingsniveauet skal gerne holde hele vejen hjem. Der er kommet mange til siden, og under denne efterhånden vidtfavnende paraply finder vi Anne Fortiers debutroman.
Hovedpersonen er Marie, der lige er gået ud af gymnasiet i sin jyske hjemby og skal bo i onkel Thomas’ hus i Århus, nu hvor hun skal starte på universitetet.
Onkel Thomas er familiens særling, og det går lidt efter lidt op for Marie, at der foregår mystiske ting under onkels tag.
Hun møder også en fascinerende, mystisk og ikke mindst lækker fyr i sin læsegruppe, amerikanske Joe, der angiveligt er Kierkegaard-ekspert. I øvrigt er tidsbilledet sjovt altmodisch, her er urtete og gruppesnak, så det dufter meget af 1985.
Onkel Thomas vælger heldigvis at indvie Marie i (sin version af) baggrunden for bare lidt af det mystiske. Det broderskab, han er medlem af, vogter nogle hemmeligheder om det forsvundne rige Atlantis; de foretager vigtige naturvidenskabelige eksperimenter et sted på universitetet; der er store penge bag; der er rivaliserende grupper i USA; og unge Marie bliver sendt til Italien med brev til en af de mafioso-lignende bagmænd. Hjemme i Århus begynder det at blive lidt vanskeligt at skelne: hvem er med, og hvem er imod? Hvad er Joes rolle? Og hvorfor i alverden er han pludselig klædt ud som Elvis?
Til sidst ryger handling og sandsynlighed sig en tur, men da forfatteren på sin hjemmeside kalder romanen en ”gothic comedy”, så er det jo part of the game.
Forfatteren har et konsekvent og gennemført sprog, det er bare spørgsmålet, om læseren er til stilmæssigt en sproglig blanding af Nynne og Yvonne fra Olsen Banden. Jeg har på fornemmelsen at have læst en blanding af Jules Verne, De Fem på nye eventyr med et dash af chick-lit. Men jeg var da underholdt.
- Log ind for at skrive kommentarer
Jules Verne, De Fem på nye eventyr med et dash af chick-lit i hæsblæsende ”gothic comedy” om sagnlandet Atlantis.
Da denne historie udkom første gang i 2005 var Dan Brown’s bøger nye og dannede deres egen genre; den slags, der kan indeholde hemmelige selskaber, konspirationsteorier i bunkevis og handlingsbaner, der lige vender på en tallerken, og ikke at forglemme aldeles usandsynlige hændelser, der bare føjer sig ubesværet ind i hele. Og spændingsniveauet skal gerne holde hele vejen hjem. Der er kommet mange til siden, og under denne efterhånden vidtfavnende paraply finder vi Anne Fortiers debutroman.
Hovedpersonen er Marie, der lige er gået ud af gymnasiet i sin jyske hjemby og skal bo i onkel Thomas’ hus i Århus, nu hvor hun skal starte på universitetet.
Onkel Thomas er familiens særling, og det går lidt efter lidt op for Marie, at der foregår mystiske ting under onkels tag.
Hun møder også en fascinerende, mystisk og ikke mindst lækker fyr i sin læsegruppe, amerikanske Joe, der angiveligt er Kierkegaard-ekspert. I øvrigt er tidsbilledet sjovt altmodisch, her er urtete og gruppesnak, så det dufter meget af 1985.
Onkel Thomas vælger heldigvis at indvie Marie i (sin version af) baggrunden for bare lidt af det mystiske. Det broderskab, han er medlem af, vogter nogle hemmeligheder om det forsvundne rige Atlantis; de foretager vigtige naturvidenskabelige eksperimenter et sted på universitetet; der er store penge bag; der er rivaliserende grupper i USA; og unge Marie bliver sendt til Italien med brev til en af de mafioso-lignende bagmænd. Hjemme i Århus begynder det at blive lidt vanskeligt at skelne: hvem er med, og hvem er imod? Hvad er Joes rolle? Og hvorfor i alverden er han pludselig klædt ud som Elvis?
Til sidst ryger handling og sandsynlighed sig en tur, men da forfatteren på sin hjemmeside kalder romanen en ”gothic comedy”, så er det jo part of the game.
Forfatteren har et konsekvent og gennemført sprog, det er bare spørgsmålet, om læseren er til stilmæssigt en sproglig blanding af Nynne og Yvonne fra Olsen Banden. Jeg har på fornemmelsen at have læst en blanding af Jules Verne, De Fem på nye eventyr med et dash af chick-lit. Men jeg var da underholdt.
Kommentarer