Hvor regnbuer ender af Cecelia Ahern

Kærlighedens veje er snoede og uforudsigelige. Kan der findes en vej gennem labyrinten, så man bliver lykkelig?

Cecilie Aherns seneste roman er skrevet som en slags brevroman eller dagbog. Hovedpersonen, Rosie, er kun et barn, da vi møder hende første gang. Hun har en bedste ven, Alex, som hun vokser op sammen med. Vi følger dem gennem kriser, kærligheden og dens genvordigheder, indtil de er omkring 50 år gamle.

De mødes og skilles, får børn og bliver gift med de forkerte. Selvom de indimellem oplever lange perioder, hvor de ingen kontakt har med hinanden, vender de altid tilbage til hinanden og deres venskab, som aldrig svigter.

Rosie får et barn allerede som 16-årig, og derfor går hendes liv lidt på stand-by. På trods af at hun elsker sin datter Katie, oplever hun også, at hun går glip af mange ting. Det er svært at være enlig mor, selvom hendes forældre gør hvad de kan for at støtte hende.

Katie vokser op og bliver mere selvstændig og uafhængig, mens Rosie stadig føler, at hun selv står lidt i stampe. De får dog bygget et tæt forhold op til stor glæde for dem begge.

Rosie og Alex havde mange fælles drømme, da de var børn. Om fremtiden, hvad de skulle beskæftige sig med, hvor de skulle bo og så videre. Men de lærer hen af vejen, hvor svært det kan være at få sine drømme opfyldt, fordi man mister noget undervejs eller bliver stillet over for krav, som er svære at leve op til.

Romanen er meget beskrivende, til tider lidt ensformig på grund af det store persongalleri, som man kun ser brevene fra. Det betyder, at romanen indimellem kan virke uoverskuelig. Men romanen er meget humoristisk skrevet, personkarakteristikken er god, man får indsigt i personernes følelser og tanker, hvilket jeg synes løfter romanens tema.

Livsvarigt venskab er noget som vi alle ønsker, men ikke alle opnår. Trygheden ved et andet menneske, som har været der for en uanset glæde eller sorg burde være en menneskeret.

Oversat af Henriette Rostrup.  Bazar, 2006. 482 sider