Den gribende roman kryber ind under huden og er et vigtigt opråb til politikere om, hvilke konsekvenser deres beslutninger kan få for samfundets svageste.
”Dit liv er et bevis på at vi ikke er det vi gør, tværtimod – vi er det vi ikke har gjort, fordi verden, eller samfundet, har forhindret os idet.”
Sådan skriver Éduard Louis til sin far i efterfølgeren til debutromanen Færdig med Eddy Bellegueule. Dette citat er enormt rørende, fordi det viser, hvor meget vi egentlig ikke selv er herre over, og hvordan vi er underlagt samfundets love, regler og strukturer. Og det uanset hvor meget viljestyrke eller livsgejst vi har.
Romanen er på den ene side en lang kærlighedserklæring til faderen og på den anden side en skarp og vred kritik af den franske stat. Har man læst ’Færdig med Eddy Bellegueule’, ved man, at forfatteren her giver et billede af en barsk opvækst med en alkoholiseret og voldelig far, der på ingen måde kunne acceptere en søn, der havde feminine sider og ovenikøbet var homoseksuel.
I denne bog får vi et helt andet billede af faderen. Han er stadig alkoholiseret og voldelig, men vi ser nye sider af ham. Vi hører, hvordan han efter bedste evne prøver at skaffe sin familie det, de har brug for, hvordan han sparer op til julen og julegaver – ja ovenikøbet sørger for så meget julemad, at det næsten er for meget. Vi hører, hvordan han skaffer sin søn det, han ønsker sig allermest, i fødselsdagsgave, og vi får indblik i nogle af de få, men ømme, øjeblikke, hvor der ingen tvivl er om, at faderen elsker sin søn og omvendt, på trods af de stridigheder de nu måtte have.
Forfatteren prøver med fortællingen om faren at vise os, hvordan samfundet og faktorer, der er uden for vores rækkevidde, kan være styrende for, hvordan et liv udarter sig. Eddys far ønskede som ung ikke at leve det samme slidsomme liv som sin far og farfar. Et liv der gik direkte fra barndom til arbejde på fabrikken og evig udmattelse. Faderen kæmpede for at få en ungdom og endte med at skeje ud i fem år, hvorefter han vendte hjem til sin landsby og blev ansat på samme fabrik som resten af familien. Det var også på den fabrik, faderen fik knust sin ryg, hvilket betød, at han aldrig ville kunne arbejde igen.
Herefter går det kun nedad bakke, staten fjerner tilskud til faderens medicin, nyvalgte Sarkozyn fører en kampagne mod ”de forsørgede”, som han mener stjæler penge fra samfundet, fordi de ikke arbejder, og det beløb, som ledige får fra staten, skæres voldsomt ned. Ydmygelse på ydmygelse for nogle der ligger ned i forvejen. Faderen må derfor arbejde igen med sin smadrede ryg, og politik er dermed blevet et spørgsmål om liv eller død. Dermed er vi tilbage ved citatet i starten, for hvem havde Eddy Bellegueules far været, hvis ikke han havde været nødt til at slide sig selv op på fabrikken? Hvordan havde hans liv artet sig? Og ikke mindst hvordan havde han været som far?
Bogen er en selvstændig fortsættelse af Færdig med Eddy Bellegueule, men jeg vil varmt anbefale, at man læser begge to.
Kommentarer