Huset uden ende af Mathilde Walter Clark

Størstedelen af denne essaysamling er refleksioner, der tager udgangspunkt i forfatterens dansk-amerikanske sammensathed. Her er der meget guld at hente.

'Huset uden ende’ er det mærkelige hus, hvor forfatteren tilbragte en lang række somre i hos farens familie i St. Louis – eller rettere nabohuset, som den amerikanske familie flyttede over i, da det blev ledigt. Det kan man læse mere om i forfatterens fremragende roman Lone Star fra 2019.

Det stod tomt længe, da der var begået et frygteligt drab derovre, hvor en mor og hendes 4-årige datter blev slagtet med hammer. Mathilde og hendes halvsøstre kendte og havde leget med pigen, Tiffany, så da Mathilde finder ud af, at mordet var fundet sted, mens hun selv boede i nabohuset, og at hun ingen erindring har om det (hun troede, det var sket om vinteren), sætter hun sig for at undersøge sagen til bunds.

Det bliver historien om en uhyggelig kynisk seriemorder og det mærkelige forhold, han får til politiet og sine egne forbrydelser, da han bliver pågrebet. Det fører til en række interessante refleksioner over seriemordere og ikke mindst den fascination, de udøver på specielt en del kvinder.

De øvrige essays er hovedsageligt en række meget begavede litterære essays, der viser, at Clarck ikke blot er en glimrende forfatter, men også en virkelig indsigtsfuld læser. Der er dog også en gribende og rystende skildring af den behandling eller ofte mangel på samme, hendes stedfar var udsat for under et smerteligt og langt dødsleje.

Det har i min arbejdstid som bibliotekar altid ærgret mig, at alt for få lånere af sig selv finder essaysamlinger, der står i den mærkelige kategori ”skrifter af blandet indhold” og gemmer sig i faglitteraturen i den oversete gruppe 04. Det er synd, for ofte er der som med denne bog meget guld at hente, så tøv ikke med at kaste dig over ’Huset uden ende’.