Hus i skoven til salg af Betina Birkjær

Magisk realisme, symboler, makaber uhygge og uforklarlige hændelser væves ind i et slør af fjer, katte og små piger i mesterlig og sælsom fortælling. The owls are not what they seem.

En lille familie bestående af en mor, en far og deres datter Maja sørger over lillesøster Irmelins uforklarlige død. Moren fandt pigen død i skødet på sin storesøster, men ingen ved, hvad der skete. Alt henstår i det uvisse og dunkle.

I et forsøg på at starte på en frisk køber familien et hus langt ude i skoven. Kort efter de er flyttet ind, ringer et barn på døren for at forære Maja et fødselsdagskort med teksten: "Med stjålne fjer vil jeg vise dig". Maja lægger især mærke til pigens meget smukke stemme ,og hun er overbevist om, at de to skal mødes igen. Maja ønsker sig brændende en kat, og en dag kommer en sort kat på besøg, som ikke lader sig røre af andre end Maja, hvis lange negle er dejlige at blive kløet af.

Majas far er konservator og har til en vigtig udstilling brug for en masse fugle, og Maja vil så gerne se ham glad. Hendes mor tilbringer mest sine dage med nabomanden, som har lært hende at lave brændenældete. Og så er der tanten.

Efterhånden opløses grænsen mellem det rationelle og irrationelle i bogen. Spøgelser dukker frem og ringer sågar til familien. Der afholdes sørgeceremonier over Irmelin på hendes grav. Og da moren bliver gravid, ophøjes hun til budbringeren af det nye håb.

Som læser bliver man trukket dybere og dybere ind i den mystiske verden ude i skoven. Samtidig tiltager uforklarlige hændelser med spøgelser, den særlige kat, dens målrettede jagt om natten og den forestående fødsel. Alt leder frem mod farens vigtige fernisering, hvor digteren virker bekendt, og hvor de udstoppede fugle og vinger skabt af stjålne fjer spiller en vigtig rolle. Nu tager naturen magten tilbage i en eksplosion af vingede væsner med store sorte vinger langt fra virkeligheden og vanvittige mennesker.

Dette er Betina Birkjærs anden roman, og jeg er virkelig imponeret. Ikke kun over at hun formår at skrive en bog, der indeholder så meget andet og langt mere vildt, end det man først troede, men også fordi hun udtrykker sig så klart, at hendes karakterer står skarpt og ærligt uden nogen forklaringer.

Jeg sidder med samme fornemmelse, som da jeg læste ’Drengen ingen kunne finde’ af Christian Mørk, ’Tågetrilogien’ af Zarlos Ruiz Zafón og  ’Ravnens rede’ af Leif Davidsen. Forvirret og med en forunderlig parallelopfattelse af verden.