I en historie med en vrimmel af figurer og handlingstråde behandles et par af de helt store emner: Loyalitet, moral, uselviskhed samt det modsatte.
Hvis denne bog skal have noget, der minder om en ”varedeklaration”, så må det være: Sædeskildring. Forstået på gammeldags vis, en beskrivelse af skikke, vaner og moral i et særligt miljø. At denne fortællings miljø er ret kompliceret præcist at beskrive, er så en anden sag.
Hovedpersonerne er to søskende. Ritchie, afdanket rockmusiker i 40’erne og nu småkvabset tv-talentshow-ankermand og så hans søster, Bec, smuk pige i starten af 30’erne og kompetent malariaforsker. Ritchies deltagere i tv-showet er tvivlsomme teenagere, og han har en affære med én af de 15-årige tøser, hvis mor i øvrigt gerne vil overtage pladsen. Bec har opdaget en parasit, det måske kan bekæmpe malaria, og opkaldt den efter sin afdøde far. Af forskningsmæssige grunde har hun påført sig selv den med en vis risiko, men nænner ikke at tage skridt til at få den fjernet. Det er jo nærmest familie…
Becs ex-kæreste, der er redaktør på et højreorienteret sladderblad, vil hævne, at Bec har afvist hans frieri. Han har oprettet en hjemmeside (Moral Foundation), hvor kendte mennesker hænges ud for umoralsk adfærd. Andre kendte leverer historierne til gengæld for ikke selv at optræde. Ritchie sidder nu i saksen og skal finde en historie om sin søster. Derudover hører vi om Becs nye kærlighed, Alex, Ritchies forhenværende trommeslager, nu også naturvidenskabelig forsker og hans jetset-onkel, der i øvrigt er døende af kræft og glødende uvenner med sin religiøse søn.
Bag de to hovedprofiler er der også lige historien om deres far, der blev tortureret og myrdet i Nordirland af en lejesoldat, og som fra fængslet udgiver en velanmeldt digtsamling. Ritchie vil gerne lave en dokumentarfilm om historien og ønsker, at de skal tilgive morderen.
Faktisk fortjener bogen ikke at blive sporadisk refereret - den lyder mere rodet, end den er. Den kræver langsom og omhyggelig læsning og ikke en læser, der samtidig har gang i andre læseprojekter (tro mig!!). Måske det var derfor, jeg oplevede ikke at føle sympati for ret mange af personerne, måske lige undtagen Alex’ flamboyante onkel. Men når det er sagt, så er romanen skarp, den er skarpt oversat, der er fine situationsbilleder, ubarmhjertige situationsbilleder, og der er gode menneskeligt begribelige blindgyder og dilemmaer. Men der er rigtig meget af det hele, og det er derfor en bog, der kræver overblik og ro. Men så får man også en særegen læseoplevelse.
Kommentarer