Bog

Vi begynder nu nedstigningen

Af (
2009
)

Anmeldelse

Vi begynder nu nedstigningen af James Meek

27 apr.09

En gribende og intens roman om en desillusioneret journalist, som - måske - møder sit livs kærlighed i et krighærget Afghanistan.

”Jeg vil se dig nu, Jeg vil have, du skal komme”
Da Adam Kellas modtager en mail med ovenstående ordlyd, låser han sig dør og booker det første fly til New York. E-mailen kommer fra den amerikanske journalist Astrid som han havde lært og kende da han var journalist i Afghanistan. De indledte et forhold, men pludselig forsvandt Astrid, og selv om Adam har forsøgt at kontakte hende har han ikke hørt noget fra hende, indtil nu.

Adam Kellas er en mand i krise. Han er journalist, og som så mange andre journalister drømmer han om at skrive en bestseller. Den skal handle om Europa og USA som er i krig med hinanden, men attentatet den 9. september 2001 betyder at hans plot fuldstændig falder til jorden, så det romanprojekt må han opgive. For at der dog skal ske noget, accepterer han nødtvungent et job som krigskorrespondent i Afghanistan. Der møder han Astrid, og sammen oplever de beskydningen af to lastbiler med talebanfolk. Begge chauffører bliver dræbt, og denne hændelse kommer til at stille spørgsmålstegn om journalisternes og mediernes rolle under en krig. Var nedskydningen sket til ære for de vestlige journalister?

Aftenen inden Adam Kellas flyver til New York, er han sammen med nogle af sine gamle venner. Det bliver en middag, som ender med skænderier, gråd og masser af knust porcelæn, så der er nok for Adam at tænke på inden nedstigningen begynder. Han mødes med Astrid igen, og det bliver et møde som kommer til at forme sig helt anderledes end han havde forventet.

Engelske James Meek har selv været udenrigskorrespondent i bl.a. Rusland, Irak og Afghanistan inden han gik over til at være fuldtids forfatter. Han debuterede på dansk i 2005 med romanen ’I kærlighedens favn’. Det er tydeligt at han ved hvad han skriver om, så samtidig med at romanen nok er en kærlighedsroman, er det også en roman som diskuterer krig og det krig gør ved mennesker. ’Vi begynder nu nedstigningen’ er en intens roman som det lige tager sin tid at komme ind i, men hæng på - det lønner sig.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Sara Koch
Faustnummer
27680445
ISBN
9788791746512
Antal sider
282

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer