Himmelanker

Lady von Lång fremkalder sit venskab med Jan Sonnergaard. Et kontrastfyldt møde udvikler sig til et crazy og hengivende venskab, der må genbesøges, så det ikke går tabt.

Romanen er en række stærke erindringsbilleder, som bliver afbrudt af sanselige refleksioner om det at miste. En psykolog fortæller Lady, at vi ofte undgår det, der gør os dårligt tilpas. Det handler om at få det sat ind i en sammenhæng, bruge det aktivt eller reflektere over det. Hun beslutter sig for at lade hjernen genbesøge for ikke at glemme dem, hun har mistet. Derfor skriver hun.

”Dette er en besværgelse og #Forsvar mod døden.”

De to ulige forfattervenner Lady og Dietmar mødes på Borup Højskole. Hendes fantasifulde og sansende tilgang til livet mødes af hans voldsomme, utæmmede og til tider uforsonlige modspil. Mens venskabet udvikler sig i ulige balancegang, nærmer de sig hinanden og finder efterhånden ind til styrken i forskellighederne.

Lady følger med Dietmar som madsmager på fine restauranter, er med på rejser med fest, vin og mad i overflod, som er en vigtig bestanddel af de tos fælles passion. Og det er med sproget, som det er med maden. De udvikler et indforstået sprog af metaforer. De læser og taler om litteratur. De udfordrer hinanden. De nørder med tosserier og udveksler lykkepunkter, superhelte og særheder. Han synes, hun skal have trukket noget af det barnlige ud af sig. Hun synes, han kan være lige lovlig grov i sin politiske ukorrekthed.

Lång er en del af Sonnergaards nøje udvalgte skare af mangfoldige venner, forfatteren har omkring sig. Alle vennerne har fået kælenavne heriblandt Sonnergaard selv, som i romanen kaldes Dietmar. Ellers tæller gruppen blandt andre Fromme, Phlinke, Don K, Robert. Vennerne er summen af en farverig og hedonistisk livsstil, indholdsmættet af tidens litteratur og debat. Et slæng de fleste nok kunne ønske sig selv at være en del af med tøjlesløse og rundhåndede manerer.

Stærkest står den unge kvindes undersøgelse af sorg og savn, som står i kontrast til de ellers pjankede og humørfyldte episoder fra venskabet. Det er i den modsætning romanen får sin fremdrift og styrke, og det er ikke første gang jeget mister brat. Jegets fremstilling af sorgen fremkaldes i de tre rum: I køkkenet. På toilettet. I kontorstolen.

”Jeg har tænkt, at tallet 3 måske kun er magisk, fordi det er det antal mennesker, vi kan tåle at meste brat, før vi ikke kan sættes sammen til det, vi var … Der er noget ved hans bratte dødsfald, der fremkalder og forbinder de andre rum, så jeg føler mig tilstede i dem samtidig.”

Ladys stærkt sansende sind giver plads til fortryllende vinkler på virkeligheden. ”Lambubo” er det begreb, hun bruger, når roen indfinder sig, og hun bliver ét med verden gennem kunsten.  Et maleri, hun arver, som hun kalder "Himmelanker", forestiller en kvinde, der flyver på en stjernehimmel af glimtende sten. Der er noget ved stjernerne, der samler dem, vi har mistet.