Poetisk og velskrevet beretning om far og datter og om et liv levet i en pinefuld vrangforestilling. 'Helioskatastrofen' er en stærk læseoplevelse udi de mørkeste afkroge af en ung piges splittede sind.
Bogens hovedperson bliver i en stærk og symbolsk scene født ind i verden gennem sin fars hoved. Polstret og pansret i en skinnende rustning træder den unge pige Anna ud af sin fars kløvede og blodige hovedskal. De omfavner hinanden, lader tårerne komme og i et intenst øjeblik mærker far og datter en voldsom og dyb fornemmelse af samhørighed. I næste øjeblik går det galt for faderen, som tager sig til hovedet og skriger af sine lungers fulde kraft. Han bliver kort tid herefter indlagt på sindssygeanstalten med diagnosen akut skizofreni. Tilbage står Anna. Hun bærer ikke længere rustning. Alene, sårbar og nulstillet påbegynder hun en ny og smertefuld start på livet.
Anna kommer i pleje hos en rar, omsorgsfuld og indremissionsk familie i et svensk provinsmiljø. Sven, Birgitta og sønnerne Ulf og Urban tager alle godt imod den unge pige, som er mere end blot en smule anderledes. Hun kører på ski om natten, studerer kort over Middelhavet og taler i tunger. Men mest af alt tænker hun på sin far og på, hvordan hun kan se ham igen. Hun starter en brevveksling med ham, og herfra begynder savnet af ham at vokse kraftigt.
”Han tiltalte mig ved mit navn. Det gjorde ondt i hænderne, som det altid gjorde, før tårerne kom[…] Hele kroppen skælvede af gråd. Far, sagde jeg højt ud i rummet. Far. Far. Fra nu af ville Sven være Sven. Ordet far tilhørte min far og mig.”
Anna bliver aldrig lykkelig og er splittet mellem to verdner - den indre og den ydre. I sådan en grad at hun i bogens anden del bliver indlagt på en anstalt i en svær depressiv tilstand. Man mærker tydeligt, hvordan savnet af faren er fortrængt men presser sig på og gradvist ødelægger hende indefra.
Bogen udvikler sig til en fascinerende og indlevende beretning om en ung piges voldsomme sindsformørkelse. Det er en stramt udspændt fortælling, hvor man mærker pigebarnets indre smerte som salt i et åbent sår. Knausgård får malerisk og blændende beskrevet, hvordan livet synes ubærligt, og hvordan Anna ikke kan være til stede i sin egen krop eller sind. Mørket og lyset kæmper en evig kamp gennem hele bogen. Kun i drømmene finder Anna en vis ro. Forfatterens egen kamp med bipolar sygdom har sikkert sat sine spor dybt i fortællingen. Hun udgav i 2011 novellesamlingen Grand Mal, hvor verden på samme måde som i Helioskatastrofen forekommer mørk og farlig.
Romanens bemærkelsesværdige åbningspassage er en reference til myten om Athene, som tilsvarende blev født ud af Zeus hoved fuldt bevæbnet og beskyttet. I glimt og på allegorisk vis dukker løsrevne stykker af græsk mytologi op bogen igennem og tilmed i titlen, som dog også refererer til katastrofen i 2005, hvor et fly fra Helios Airways styrtede ned på græsk jord.
Er man villig til at godtage og lade sig fascinere af bogens syrede begyndelse og til tider mørke menneskeskildring, har man en fantastisk og stærkt følelsesladet fortælling i vente.
Kommentarer