Suverænt vellykket og underfundigt værk om familien Haarder, der lever livet på Hovedet blandt uanede mængder af ting og sager. Her er både liv og død, drab, dåsemad, løgn og ligkister.
Ane Riel, der romandebuterede i 2013 med den ualmindeligt veldrejede ’Slagteren i Liseleje’, har gjort det igen! Skrevet en roman, hvor man fra første side er tryllebundet og indfanget i det finurlige spind af hændelser i fortid og nutid, som man aner må have en iboende sammenhæng, og som man trygt regner med vil åbenbare sig for én hen ad vejen. Det gør det også, for Riel har et begavet overblik, som aldrig svigter.
I ’Harpiks’ følger vi familien Haarder, der lever et isoleret liv på Hovedet. Hovedet er navnet på den ø, de, som de eneste, bebor. Her samles der til huse af alskens ting og sager, for faren Jens er af den opfattelse, at man kan bruge alt – og så gør det i øvrigt heller ikke så meget, om tingene ret beset tilhører nogle andre. Hvis man blot tager fra dem, der i forvejen har rigeligt, vil ingen lide nød, og ’Robin Hood’ bliver da også en del af datteren Livs barnelærdom. Men er det overhovedet muligt at leve et kærlighedsfyldt liv i fred og ro og i pagt med naturen, når samfundet stiller så urimelige krav som skolepligt og hygiejneviden? Ja, mener Jens. Nej, mener hans mor Else. Måske, siger hans kone Maria – indtil den dag hun helt holder op med at tale.
’Harpiks’ er skrevet i samme mundrette og læse-lækre sprog som sin forgænger, og Riel hører til de forfattere, der formår, at gøre det mest groteske og til tider ulykkelige scenarie til en både rørende og logisk begivenhed. Et af de mere harmløse eksempler herpå kunne være, da Maria skal lære datteren Liv at skrive. Liv holder helt forkert på blyanten, fordi hun holder på den, som om den var en pil – hun er nemlig ret velbevandret i at skyde med bue og pil. Men mor og datter når frem til et simpelt ræsonnement:
”Til sidst blev vi enige om, at det var bedre, at jeg holdt forkert og skrev rigtigt, end det modsatte. Og under alle omstændigheder var det heldigt, at jeg ikke holdt om pilen, som jeg burde holde om blyanten, for så havde jeg næppe ramt plet så tit.”
Det skorter bestemt ikke på kærligheden i familien Haarder, men kærlighed er ikke nok til at holde tragedierne fra døren. Og hvis et menneske som Jens Haarder, der ellers beskrives som det blideste væsen, udsættes for tab og ulykker længe nok, tager han måske til sidst sagen i egen hånd. Men glem ikke: Mange udåder er gennem tiderne blevet begået i kærlighedens navn.
Hvis ovenstående lyder trist og traurigt, må det her være på sin plads at understrege, at ’Harpiks’ faktisk er udpræget humoristisk. Riels litterære sprog er mættet med finurligheder og morsomheder, som blot komplementerer historien. Et suverænt vellykket værk, der sætter de sunde spørgsmålstegn ved, om det egentlig er så indlysende, hvad der er det gode og hvad, der er det modsatte.
Kommentarer