Happy Ending af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Med lige dele humor og menneskelighed beskrives den overvægtige Elvira og hendes flugt fra jobcenterets tilbud og aktiveringsprogrammer.

38-årige Elvira er på en gang romanens ukuelige heltinde og samfundets antihelt med sine 148 kg, sin tilværelse som telefondame på et bordel og sin evige flugt fra jobcentrenes tilbud. Elvira er en del af en umage treenighed bestående af hende selv, tvillingebroren Sixten, der er narkoman og lever fra fix til fix på Vesterbro, samt deres fælles barndomsven Køster, som er politibetjent og bordelejer på samme tid. De tre har hængt uløseligt sammen siden barndommen, og deres forhold er både rørende og ødelæggende.

Elvira lever et liv, hvor hun bevidst søger at få sin pension og blive ladt i fred af kommunen og jobcentrene. Forfatteren maler, gennem Elvira, et billede af jobcenterpersonalet som en overkompenserende og overdreven instans, som virker bedre i teori end i praksis. Elvira bliver blandt andet en del af programmet med det dybt irriterende navn HOPLA med gode intentioner og økologiske grønsager. Den lille spirrevip, der leder de langtidsledige til bedre energi og livslyst, drukner i deltagernes dårlige erfaringer og vrede over et manglende rygerum. Det bliver en slags katten-efter-musen forhold, hvor den kloge narrer den mindre kloge, og hvor Elvira udvikler forskellige spidsfindige tricks til at komme ud af diverse aktiveringsprogrammer.

’Happy Ending’ er Anne-Sophie Lunding-Sørensens tredje roman, men romanen er mit første møde med forfatteren, og jeg er indfanget. Miljøet skildres ærligt og frygtløst i forhold til både tabuer og politisk korrekthed. Romanen handler om levede liv og forskellige måder at komme bedst muligt igennem dem på. Men modsat den deroute tendens, jeg synes, man ser i dansk litteratur for tiden, hvor livets skæve, svære og dystre sider skildres kaotisk og håbløst, sker der noget andet i Lunding-Sørensens lille gule roman. “Jeg ved ikke, om jeg magter at bære rundt på det smil i længden. ” siger Elvira vældigt rammende på et tidspunkt i romanen, og det slår hovedet på sømmet i forhold til hendes eksistens. Jeg hørte engang Hella Joof sige, at det gode ved livet er, at man altid får sig selv i hovedet, og uden at afsløre mere, er det netop det, der sker for Elvira.

Oprindeligt skrevet af Karina Høyer, Litteratursiden.