Anmeldelse
Happy hour af Anne-Sophie Lunding-Sørensen
- Log ind for at skrive kommentarer
En forretningsudvidelse, en falsk instagramkonto og en make-over senere. Antiheltinden Elvira er tilbage i al sin pragt!
Tredje bind om den overvægtige bordelejer Elvira er på gaden med alle de elementer, vi elskede fra tidligere udgivelser, men også med en velkommen nuancering og følelsesmæssig udvikling hos den varmhjertede og løsningsorienterede kvinde, som endnu engang må slås mod samfundet, fordømmende blikke på gaden og ikke mindst overpumpede rockertyper, som gør livet svært for Elvira.
Elvira får gennem forretningskontakten Uno mulighed for at udvide sin business fra den lille lejlighed i Glostrup til en storslået lejlighed i Indre By, hvor jakkesættene kan besøge massageklinikken i frokostpausen, og hvor Elviras piger kan fordoble deres indtjening. Det eneste Elvira skal gøre til gengæld er at holde øje med Unos datter Josephine, mens han er inde og sidde. Fair aftale, ikke?
Men som altid er tingene ikke simple for Elvira, og hendes gode hjerte løber over med hende, når hun er vidne til uretfærdigheder og den stakkels 17-årige champagnedrikkende gymnasieelevs dårlige beslutninger.
Med tredje bind afslutter Anne-Sophie Lunding-Sørensen trilogien om Elvira, og det er en afsindig læseværdig og vidunderlig oplevelse, der også byder på glædelige gensyn med både tvillingebroren Sixten, kæresten Henry, den barske Køster og den store hund Tarzan.
Med de tre romaner har forfatteren skabt en plads i litteraturen til en kvinde, der måske ikke opfører sig som alle andre, men som har den stærkeste retfærdighedssans i nyere dansk litteratur og som, især her i bind tre, lukker læseren ind i det allerinderste til de allermindste bange følelser. For al forandring er svær. Også når det er til det bedre.
Brugernes anmeldelser