Anmeldelse
Habibi
- Log ind for at skrive kommentarer
Bunes barske roman om en ung, der forsøger at frigøre sig fra en voldelig opvækst, er hjerteskærende virkelighedsnær. Stærk indignation og vrede bølger efter læsningen.
Bune giver stemme til de unge, der uden fri vilje er fastlåst i et miljø, der styres brutalt af voksne kriminelle. Hvis litteraturen kan være en vej til at sætte spot på udsatte unge, social kontrol og en kriminel opvækst, så er Bunes roman et bud på en stærk samtaleåbner. Romanens stemme er fuld af ensomhed og fortvivlelse, men et håb om forandring lyser i glimt under mørket.
Den unge jeg-fortæller, den ældste af to brødre, kæmper en kamp for at lykkes med at komme langt væk fra en belastet familie og et råt bandemiljø. Han har skaffet sig arbejde i ”Fisken”, hvor han fileterer fisk under biksens bestyrer, den sympatiske Kimmy, som gør sine forsøg på at komme ind på livet af ham. Jeget har fundet et sted i bo og færdes i for ham nye områder af Aarhus, der er romanens hjemsted.
Jeget er flyttet væk fra hjemmet, hvor hans mor lever med den voldelige Leon, som deler jævnlige tæsk ud. Men flugten væk til et nyt liv har også efterladt lillebroren James tilbage i fare for at ende som håndlanger for rå kriminelle. Tynget af samvittighed og loyalitet overfor lillebroren, hans elskede Habibi, kommer han til at foretage uundgåelige og fatale valg.
Jeget er unavngivet, bortset fra morens kaldenavn Åberg (efter Alfons Åberg), og Supermand, som bossen Kimmy kalder ham. Det er nu mest en Superman, der kræves, hvis den sociale arv skal brydes, og livet skal vendes væk fra mørket. Netop mørket er den gennemgående tyngde, der hele tiden trækker i ham.
Den basale kamp i hverdagen for at bryde et skræmmende socialt mønster er benhård. Bune opbygger personer omkring hovedkarakteren, som er velmenende hjælpere på den barske vej til forandring. Personerne i jegets nye liv er beskrevet sporadisk, hvilket i første læsning kan virke lidt for let. Men hvis man lever sig ind i den gribende fortælling, forstærker det netop fornemmelsen af, at han står alene. Han kæmper en ensom kamp mod mørke strukturer, uden nogen kan gribe ind, mens samfundet stiltiende ser til.
Romanen viser, at vejen til en form for frisættelse fra miljøet ikke lader sig gøre uden et system, der hjælper de udsatte. I romanen er der mest alt fravær af system og mangel på støtte fra samfundet, hvilket vil fremkalde vrede og indignation hos de fleste læsere.
Ligesom i romandebuten Min familie giver Bune stemme til udsatte børn og unge, hvis historier kun sjældent findes i litteraturen. Bune har tidligere udtalt, at han er inspireret af sin egen historie. Han taler i begge sine romaner fra et sted i samfundet med vold og social kontrol, som de færreste har indblik i. Netop derfor er ’Habibi’ en vigtig roman.
- Log ind for at skrive kommentarer
Bunes barske roman om en ung, der forsøger at frigøre sig fra en voldelig opvækst, er hjerteskærende virkelighedsnær. Stærk indignation og vrede bølger efter læsningen.
Bune giver stemme til de unge, der uden fri vilje er fastlåst i et miljø, der styres brutalt af voksne kriminelle. Hvis litteraturen kan være en vej til at sætte spot på udsatte unge, social kontrol og en kriminel opvækst, så er Bunes roman et bud på en stærk samtaleåbner. Romanens stemme er fuld af ensomhed og fortvivlelse, men et håb om forandring lyser i glimt under mørket.
Den unge jeg-fortæller, den ældste af to brødre, kæmper en kamp for at lykkes med at komme langt væk fra en belastet familie og et råt bandemiljø. Han har skaffet sig arbejde i ”Fisken”, hvor han fileterer fisk under biksens bestyrer, den sympatiske Kimmy, som gør sine forsøg på at komme ind på livet af ham. Jeget har fundet et sted i bo og færdes i for ham nye områder af Aarhus, der er romanens hjemsted.
Jeget er flyttet væk fra hjemmet, hvor hans mor lever med den voldelige Leon, som deler jævnlige tæsk ud. Men flugten væk til et nyt liv har også efterladt lillebroren James tilbage i fare for at ende som håndlanger for rå kriminelle. Tynget af samvittighed og loyalitet overfor lillebroren, hans elskede Habibi, kommer han til at foretage uundgåelige og fatale valg.
Jeget er unavngivet, bortset fra morens kaldenavn Åberg (efter Alfons Åberg), og Supermand, som bossen Kimmy kalder ham. Det er nu mest en Superman, der kræves, hvis den sociale arv skal brydes, og livet skal vendes væk fra mørket. Netop mørket er den gennemgående tyngde, der hele tiden trækker i ham.
Den basale kamp i hverdagen for at bryde et skræmmende socialt mønster er benhård. Bune opbygger personer omkring hovedkarakteren, som er velmenende hjælpere på den barske vej til forandring. Personerne i jegets nye liv er beskrevet sporadisk, hvilket i første læsning kan virke lidt for let. Men hvis man lever sig ind i den gribende fortælling, forstærker det netop fornemmelsen af, at han står alene. Han kæmper en ensom kamp mod mørke strukturer, uden nogen kan gribe ind, mens samfundet stiltiende ser til.
Romanen viser, at vejen til en form for frisættelse fra miljøet ikke lader sig gøre uden et system, der hjælper de udsatte. I romanen er der mest alt fravær af system og mangel på støtte fra samfundet, hvilket vil fremkalde vrede og indignation hos de fleste læsere.
Ligesom i romandebuten Min familie giver Bune stemme til udsatte børn og unge, hvis historier kun sjældent findes i litteraturen. Bune har tidligere udtalt, at han er inspireret af sin egen historie. Han taler i begge sine romaner fra et sted i samfundet med vold og social kontrol, som de færreste har indblik i. Netop derfor er ’Habibi’ en vigtig roman.
Kommentarer