Gudruns arv af Marianne Jørgensen

Medrivende historisk slægtsroman om stærke og handlekraftige mennesker i en tid, hvor man hele tiden må kæmpe for at få brød på bordet og forsørge sine børn.

’Gudruns arv’ er anden del af ’De tavse vidner’ fra 2015, hvis handling udspiller sig under Reformationen og bondeoprøret i Grevens Fejde. Bondeoprøret er nu nedkæmpet, og adlen har fået en enorm magt. Vi befinder os i Nordjylland i perioden 1545 til 1554, hvor vi på skift følger de familier, som vi lærte at kende ti år tidligere, mens de endnu kun var store børn i ’De tavse vidner’.

Marianne Jørgensen har fokus på kvinderne og deres vilkår, og det er gennem kvinderne, vi lærer mændene at kende med deres styrker og svagheder. Selv om sympatien ligger hos kvinderne, betyder det dog ikke, at der ikke optræder usympatiske kvinder og ordentlige mænd, der bakker op om deres hustruer og døtre.

Vi kommer især tæt på Maren og Asger, der driver købmandshandel i Ålborg, samt Marens bror Rasmus, der er smed i Selde og bliver gift med den gæve Gudrun. Vi hører om de mange børnefødsler, hvor både morens og barnets liv er i fare hver eneste gang, vi hører om børnene, som forventes at give en hånd med i hjemmet fra de er ganske små, og vi hører om de gamle, der dør i alkoven. Vi får et glimrende indblik i, hvor vigtig familiestrukturen er på den tid, og hvor svært det er at klare sig alene. Det bliver bl.a. eksemplificeret med Rasmus, der er ved at forsumpe både fysisk og mentalt, indtil han bliver gift med Gudrun. Vi hører om en tid, hvor det er ganske naturligt og helt nødvendigt, at slægtninge står klar til at tage sig af børnene, når moren dør fra dem.

Bogen bygger på en enorm research, og som læser får man et godt indblik i Danmark i Renæssancen, hvor forskellen på høj og lav er svær at fatte for os nutidsmennesker, ligesom det er svært at fatte, at det tager tre dage at komme fra Viborg til Ålborg, og at det er forbundet med stor fare at køre i hestevogn gennem Rold Skov. Der optræder både fiktive og historiske personer i bogen, og de fiktive står stærkest og får mest liv. Der er et stort persongalleri, men heldigvis er der en oversigt over personerne sidste i bogen.

Jeg kan rigtig godt lide Marianne Jørgensen bøger om nutidens landbokvinder, men jeg synes også, hun er kommet rigtig godt efter den historiske roman. Selv om ’Gudruns arv’ kaldes en selvstændig fortsættelse, tror jeg, at man må sidde tilbage med mange ubesvarede spørgsmål, hvis man læser den uden at have læst ’De tavse vidner’. Jeg kan derfor kun anbefale, at man læser dem begge i rækkefølge. Jeg synes desuden, slutningen peger i retning af, at der kunne komme endnu en fortsættelse, da man først til allersidst bliver bekendt med, hvad Gudruns arv er og gerne vil vide mere.