Fællesspisning

En stribe noveller der tilsammen danner et portræt af en egn og dens indbyggere langs Limfjorden.

Marianne Jørgensen dvæler ved hverdagslivet i udkantsdanmark og portrætterer mennesker helt derude hvor man ikke låser sin hoveddør fordi der alligevel aldrig kommer uanmeldte gæster, hvor der er traditioner der skal holdes i hævd og hvor man efter 20 år stadig er tilflytteren. Området er langs Limfjorden, måske endda på Mors eller Salling hvor forfatteren selv bor.
I flere af novellerne formår Marianne Jørgensen at fange essensen af et helt liv fortalt gennem en hverdagsbegivenhed eller omkring en mærkedag. I den rørende novelle Vinter går en mand hjemme på gården og venter på at den udearbejdende hustru skal finde vej hjem gennem snestormen. I de timer når han at tænke over deres samliv og hvad hun betyder for ham.

Novellen Æresporten er et godt eksempel på den indforståede kultur og hakkeorden der kan herske i små samfund med uskrevne regler. Man gør tingene på en bestemt måde, og det kan ingen udefrakommende lave om på. Slet ikke når naboerne sammen skal bygge æresport for sølvbrudeparret ganske som det sig hør og bør.
En af de mere festlige og uforudsigelige noveller er Symaskinerne om symaskinemanden og hans kone Sælens årlige besøg på øen som ender med en maveforgiftning. Men så har øboere da heldigvis noget at snakke om resten af vinteren.

Sproget er ligetil og indimellem iblandet lokale gloser. Tematikken er velkendt og troværdig. Flere noveller har karakter af at være egns- og hjemstavshistorier. Ordknaphed og mangel på dialog mellem personerne gør at man næsten kan se historier blive læst op i petroleumslampens skær eller i forsamlingshuset for sig. Der er noget gammelkendt over dem.

Det er fint iscenesat at novellerne tilsammen danner et portræt af en egn. Marianne Jørgensen er god til miljøskildringerne, og det er modigt af forfatteren at turde lægge arm med hjemstavnslitteratur anno 2011.
Det ,jeg til gengæld ikke bryder mig om, er at det hele bliver for ufarligt og pænt. Der mangler noget kant på det forudsigelige glansbillede forfatteren maler. Den landlige idyl er charmerende på egne præmisser men virker på mig naiv og udramatisk. Det ikke lige min kop te, og jeg manglede mere udfordring i læsningen.