En skarp nyoversættelse af nogle posthumt udgivne og korte Joyce-tekster. De er ledsaget af, eller også ledsager de, et stort og mangfoldigt litterært essay om Joyce.
I årene 1904 - 1915 boede James Joyce med familien i Trieste i Norditalien, hvor han skrev og arbejdede som lærer. Nærværende tekster er senest udkommet på Rhodos i 1982 og betragtes som delvist selvbiografiske. Der er er sansninger omkring en lærers betagelse af en ung kvindelig elev. Titlen er forfatterene navn på italiensk.
Teksten er aldrig udgivet af forfatteren selv. Han efterlod den på otte store ark tegnepapir med de fint håndskrevne småtekster, og de er altid set som stiløvelser og fragmenter til senere brug. Det hele er her i denne nyoversatte version i en størrelse som en stor notesbog med et fint gråt omslag med titlen i en spøjs barnlig håndskrift. Var det Joyce selv? For at distancere sig? Ingen ved det.
Hvordan tager man hul på en sag som denne som en absolute Beginner, der har lyst til at forsøge sig med Joyce? Jeg fulgte rådet, som jeg læste i en omtale af dette værk på Kulturkapellet.dk, at læse det formidable "efterord" på 76 sider først. Det var et godt råd, selvom det ikke er et særlig nemt efterord. Men så er man sparket i gang. Det er en lille litterær lærebog, en diskussion af mange filosofiske, idehistoriske og litterære profilers opfattelse af Joyce's produktion. Den går i mange retninger, og mange spændende informationer drysser ned i hovedet på en, for eksempel at Joyce startede med at sætte Ibsens værker meget højt. Et leksikalt opslag fortalte mig, at Joyce lærte sig dansk for at kunne læse Ibsen på nationalsproget! Så har man hørt det med.Han må have haft sprogtalent, lærte vel italiensk i Trieste og senere fransk, da han flyttede til Paris. Men alligevel handlede alt om Dublin i hans værker.
I efterordet citeres Beckett for at sige om Joyce : "his writing is not about something,it is that something itself, here form is content, content is form", ligesom jeg også forstår, at ifølge Joyce-analyser er selve sproget virkeligheden. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om man ikke som uerfaren Joycelæser kan tillade sig at opleve disse tekster for deres regulære indhold som prosadigte? Behøver en læser, der ikke er trænet i filosofiske og litteraturteoretiske færdigheder at mestre disse analyseværktøjer om sproglige symboler? Resultatet blev, at jeg opfattede fine atmosfæremættede italienske billeder ved at læse "Giacomo's" oplevelser. Her er malet med både farver og følelser, og jeg fik mig en litterær oplevelse. Naturligvis fik jeg også en sproglig oplevelse. Den måde hvorpå Joyce kunne behandle sproget er jo enestående, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at begive mig helt ud på Ulysses' vilde vover.
Oprindeligt skrevet af Beth Høst, Litteratursiden.
Kommentarer