Mennesker i Dublin er som mennesker andre steder, og i disse noveller fortælles hvorledes: hvis verden og omgivelserne får magten over én, må man for enhver pris forsøge at bryde ud ...
Åh, nej, James Joyce kan da umuligt være inspirerende rejselæsning!! Han er jo ikke til at læse!! Jeg indrømmer da også gerne, at jeg er én af dem, der på 40. år har ’Ulysses’ stående i reolen – man er vel litterær! – uden at det er blevet til mere.
Men 'Dublinfolk' er nem at gå til, en samling små realistiske portrætter af småborgerliv i Dublin i begyndelsen af 1900-tallet. Det er psykologiske historier om stilfærdige, lidt løjerlige eksistenser i en søvnig, provinsiel by.
'Dublinfolk' er Joyces første prosaværk, som blev udgivet første gang i 1914 under titlen "Dubliners". Den blev oversat til dansk i 1942 som "Dublin-fortællinger" og er i 1980’erne blevet genoversat, nu med titel "Dublinfolk".
Joyce arbejder i novellerne med det øjeblik, hvor det går op for personerne, hvordan deres liv egentlig er. Det er svært for Joyces personer at handle for at forbedre deres liv. Når de forsøger at flygte fra deres hverdagsbetingelser, ender de ofte med at låse deres situation endnu fastere. Deres håb ender ofte i håbløshed og fortvivlelse. Novellerne handler i det hele taget meget om drømme, om at have håb og forventning om at kunne bryde ud af den trivielle hverdag.
Der er historien om skoledrengen, der oplever, hvordan hans ven, en gammel præst, får et slagtilfælde, bliver lam og dør; en midaldrende mand forlader den, han holder af, fordi han ikke længere kan holde samlivet med hende ud; en mand afreagerer sine frustrationer over sit arbejde ved at slå sit barn; en dreng kommer for sent til et tivoli.
Nogle af historierne er ganske krasse, hvor de involverede mister enhver indflydelse på deres omgivelser. Vi starter med historierne om børn; derefter bliver hovedpersonerne gradvist ældre, kulminerende i den sidste novelle "De døde". Den voksne verden ses som tom, tåbelig og ubehagelig, byen som kær og beskidt. Og vi må ikke glemme, at det også er fortællinger fra en irsk og en katolsk verden med symboler og ord som "intet", "håb" og "sjæl".
Små, fine perler synes jeg, de er, disse noveller, og lette at læse; man skal dog ikke regne med, at fortællingernes tilgængelighed også omfatter slutningen; for her får vi selv lov at bruge vores fantasi og lyst og evne til tolkning. Vi får de få, absolut nødvendige, detaljer – al overflødig snakkesalighed er udeladt. Her taler en stor fortæller.
Jeg kan meget anbefale ’Dublinfolk’ som en dejlig stemningsgiver på rejsen, og jeg kunne også formaste mig til at foreslå, at I afsætter et par dage i den næste ferie og her uden skyklapper og kommentarbind åbner Ulysses, som også foregår i Dublin, og bare læser løs. I vil helt sikkert få en fantastisk oplevelse, ikke mindst af sproglig art – jeg kender et par stykker, der har læst den - og så vil I kunne sige, at I nu også hører til de få, der har læst en klassiker, som ingen andre har læst! Og kalde jer medlemmer af den såkaldte Bloomsday-menighed.
Kommentarer