Flugt

Stærkt og uforglemmeligt mesterværk om sorg, familierelationer og åndelig forbundethed.

Den prisbelønnede norske forfatter Carl Frode Tiller beriger os endnu engang med sit særlige blik for det usynlige og komplekse mellem mennesker. 'Flugt' er et sitrende nærværende mesterværk om det sværeste, der kan overgå forældre, at miste et barn. Sorgens tunge dyne hviler over fortællingen, men der er glimt af håb og trøst, for de døde forsvinder aldrig, men lever videre i os.

Juleaften besøger Elisabet og Sakarias deres søns gravsted. Johannes blev kun 12 år og blev dræbt i en færdselsulykke et halvt år tidligere. Sorgen har splittet forældrene, men selvom de er gået fra hinanden, har de begge brug for at tilbringe aftenen sammen. De spiser hjemme hos Elisabet, hun sætter sig ved klaveret og spiller Bach, og bagefter lægger de sig i sengen for at sove ved siden af hinanden. Selvom Johannes er borte, er han der stadig sammen med dem denne nat.

'Flugt' har en bemærkelsesværdig flerstemmighed. Elisabet, Sakarias og Johannes’ stemmer eller sjæle smyger sig ind og ud af hinanden, nærmest som musik flyder, og det skaber en forbundethed imellem dem. Skift i synsvinkel fra den ene til den anden og i tid og sted sker pludselig midt i en sætning eller tankerække. Ved at bryde kronologien så markant, bliver det ikke hændelser og den ydre handling, der er vigtig, men i stedet får følelserne og stemningerne fylde.

I tilbageblik får man et smerteligt indblik i Johannes' følelsesliv og skammen, han kæmpede med. Inden Johannes’ død var Elisabet og Sakarias bekymrede for deres søn. Han trivedes ikke, var ensom og holdt sig for sig selv. Trods velmenende, kiksede forsøg på at få ham bragt sammen med andre børn og psykologstøtte, lykkedes det ikke at trænge ind til ham. Efter hans død plages Elisabet af skyldfølelser og dulmer smerten med alkohol, mens Sakarias har holdt sorgen i skak ved at arbejde sig til udmattelse.

'Flugt' er en af den slags læseoplevelser, som ikke kan forceres eller læses hurtigt. Den sætter sin læser i en sindsstemning, som ikke lige er sådan at ryste af sig. Det er på samme tid både enkelt og så komplekst. Det er en symfoni af fortættede følelser, og Tiller rammer så nådesløst rent og genkendeligt i skildringen af menneskelige relationer.