En lille roman om et sørgeligt lille liv. Det er Camilla Christensens prosadebut fra 1993 ...
Floras verden er lille, meget lille. Faktisk har Flora ønsket sig det mindste liv, hun kunne forestille sig, og hun har skabt sig et ganske lille liv.
Flora går på arbejde hver dag, hvor hun sidder på sit kontor og retter alt det, de andre skriver. Hun sidder alene på sit kontor, og i kantinen spiser hun også helst sin frokost alene. Hvis ikke hun kan undgå at sidde sammen med nogen i kantinen, skal det være de mandlige kollegaer, hun skal sidde sammen med. Ikke kvinderne; de vil vide så meget om, hvad hun mener og føler, om, hvordan hun lever. Hun vil ikke dele sit liv med dem.
Hun vil i det hele taget ikke dele sit liv med nogen. Flora har været gift to gange, men blev begge gange skilt, bl.a. fordi hun ikke kunne holde ud, at hun ikke vidste, hvor tingene var i lejligheden, men især, fordi hun ikke kunne affinde sig med, at et andet menneske blot kunne række ud efter hendes krop, når han ønskede det. Nu bor Flora alene i to værelser med sin kat. Somme tider ønsker hun, at katten snart dør.
Floras liv er præget af ensomhed, tvangsprægede handlinger og selvforagt. Flora afskyr sin egen krop; sine store fødder og sin kropsbehåring. Isolationen, ensomheden og det kærlighedsløse liv gør Flora mere og mere sær. Hun siger sit job op, glemmer at melde sig arbejdsløs, så hun får ingen penge. Der bliver lukket for strøm, telefon, varme i lejligheden. Og til sidst kan Flora ligeså godt putte det sidste af sit liv i en pose og forlade lejligheden.
Camilla Christensens prosadebut fra 1993 er en lille bog på 65 sider. Bogen er opdelt i to kapitler, der hver består af små fragmenterede tekststykker på højst en side. På få sider og med få ord skildrer Camilla Christensen en kvindes liv og smerte og menneskelige deroute – en kvinde, der har brændt sig så mange gange i sin omgang med andre mennesker, at hun helt har trukket sig væk. Hun involverer sig ikke, for så bliver hun ikke såret. Hun mener, hun lever et liv uden smerte. Det er så godt nok også et liv uden glæde og nydelse, men det gør ikke noget, tror Flora ikke …
Selvom historien er uendelig trist, er den alligevel rigtig god!
Gyldendal, 1993. 65 sider
Kommentarer