Du tror alt er godt

Ina Merete Schmidts tragikomiske og skæve roman om ikke at kende sine nærmeste byder på mange overraskende skift undervejs.

Martin er på ferie i Prag med sin tjekkiske kæreste Elena, som pludselig forsvinder sporløst. Efter nogle dage må han opgive eftersøgningen og tage hjem til Danmark. Her går det op for ham, at hun har slettet alle spor efter sig, og at ingen kan bekræfte hendes eksistens hverken i Danmark eller Tjekkiet. Ina Merete Schmidts tredje roman er en lettere skjult samfundskritisk fortælling om, hvor godt man egentlig kender sine nærmeste, alt sammen pakket ind i et tragikomisk krimiplot.

Martin er en stilfærdig mand med et ærgerligt job som forsikringssælger. Jobbet består i at indgyde kunderne nok utryghed til, at de køber endnu flere unødvendige forsikringer. At bekymre sig for sine arbejdskolleger er en by i Rusland. På de private fronter har der heller ikke været meget at skrive hjem om: han dumpede til køreprøven (men kører alligevel bil), fik aldrig sin eksamen (hvilket han har undladt at fortælle omverden) og forholdet til hans forældre er lettere anstrengt. Han er typen, der overtog pigerne i gymnasietiden, når vennerne havde droppet dem. Med andre ord lidt af en antihelt, der helst holder sig lige under radaren.

Da Martin indser, at ingen tager Elenas forsvinden alvorligt endsige bekymrer sig om hans følelser i sagen – hverken myndigheder, arbejdspladsen eller familien - tager han sagen i egen hånd og turen tilbage til Prag for at afklare mysteriet. Dette bliver den spirende begyndelse til, at han for første gang i sit liv og i en alder 42 år mander sig op, tager affære og lærer at sige fra overfor omverdenens urimelige forventninger.

Romanens mange umage, skæve personager bibringer historien en stemning a la Woody Allen. Til at lede efterforskningen herhjemme og lige i hælene på Martin er kriminalassistenten Schwartz, som mest af alt er en taktløs og dårlig parodi på en politimand. Så er der Martins hjertekolde skid af en chef, som hele tiden er på nakken af ham og fuldstændig blottet for forståelse for hans situation. Endelig er der også Martins forældre og bror, som er lidt for sig selv og mentalt befinder sig i en helt anden virkelighed end Martin.

Karikaturerne af Martins familie er meget vellykkede og underholdende læsning, mens Schwartz er sjov et stykke tid, men i sidste ende bliver der alligevel smurt for tykt på i beskrivelsen af mandens særheder og mangel på situationsfornemmelse. Den eneste, som står næsten ubeskrevet hen, er Elena, hvis person og motiver forbliver et mysterium. Det er sådan et persongalleri, hvor alle sættes lidt på spidsen, og man ikke rigtig hepper på nogen bestemt. Selvfølgelige føler man en vis sympati for Martin, men han er også sådan en type, man har lyst til at stikke en flad for at vække ham op til dåd.

Ina Merete Schmidts roman lugter lidt af krimi, hvis man læser bagsideteksten. Men det er den langt fra, og bag omslaget gemmer sig en dybere fortælling om, hvor godt vi kender vores nærmeste og interesserer os for hinanden. Jeg synes, Ina Merete Schmidt har valgt en interessant tematik og jeg er vild med hendes absurde, humoristiske og bevidst karikerede stil. Her er en skæv roman for dig, der godt kan lide en absurd, humoristisk fortælling, hvor du bestemt ikke kan gætte, hvad der sker på næste side.