Spændende, rørende og meget velkonstrueret roman om Eva, der vender hjem til Lønstrup for at begrave sin mor. Hvem sagde, at der er kedeligt i provinsen?
Jeg kigger på forsiden af Louise Østergaards andet romanudspil og vurderer umiddelbart, at det, der åbenbarer sig for mit åsyn, er ni sten symmetrisk placeret på noget træ eller drivtømmer. Og eftersom jeg allerede har læst på bagsiden, ved jeg også, at historien foregår i Lønstrup. Dermed er sten og drivtømmer jo oplagte genstande til at fremmane en nordjysk strandstemning. Men allerede på romanens første side bliver jeg alligevel i tvivl, lukker bogen igen og nærstuderer de ni ”sten”. Det kan ikke udelukkes, at mindst én af dem er en menneskeknogle.
Der er noget halv-makabert, eller måske nærmere ildevarslende, ved de der knogler – altså, dem Østergaard indleder sin fortælling med. Hovedpersonen Eva og hendes barndomsven og –kæreste Morten har som børn samlet på menneskeknogler, som de har fundet på stranden ved den efterhånden sammensunkne kirkegård, der hører til Mårup Kirke. Morten gør det faktisk stadig, selvom han allerede har modtaget en betinget dom for sin interesse. Og så skulle man jo mene, at det ikke længere var en god idé at lade sig begrave dér, men det er ikke desto mindre, hvad Evas just afdøde mor har ønsket. Så nu er Eva, der ellers bor i København, hvor hun lever en bittersød forfattertilværelse, vendt hjem til Lønstrup for at begrave sin mor.
Med hints og slet skjulte hentydninger rulles Evas livshistorie ud for læseren, der, hvis læseren altså er indrettet på samme måde som denne anmelder, ret hurtigt fatter nysgerrighed for den godt 30-årige Eva og hendes mistrøstige barndom. Der er noget, der tyder på, at Eva måske ikke har haft den mest ønskværdige barndom. Eller som den diplomatiske præst Søren udtrykker det: Hun har haft en begivenhedsrig barndom.
Der er også noget mystik omkring Evas afdøde psykolog Lars. En mystik, der til slut tager fart, så jeg var lige ved at være nervøs for, hvad det hele skulle ende med. For selvom Eva, ifølge Lars, har et meget begrænset følelsesregister at spille på, fik jeg ret hurtigt sympati for damen – og for det forsømte barn, hun var engang.
Østergaard tegner et fint portræt af en pige fra provinsen, der, against all odds, får stor succes, men stadig ikke er for fin til at give sin ældste og bedste ven et blowjob for nu at tale rent ud af posen. Men Morten er nu også en god dreng, hvis trofaste venskab man ikke behøver at sætte spørgsmålstegn ved.
Jeg er ret vild med ’Eva’, og har der hist og her sneget sig en kliché ind, tilgiver jeg alt med et billede som dette: ”Vendsyssel er som en hat, der er lagt oven på resten af Jylland. En nytårshat. Sjov, men lidt anstrengende i længden. ”
Oprindeligt skrevet af Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Kommentarer