Louise Østergaards roman om en lærers møde med en ung dansk dreng med palæstinensisk baggrund er hudløst fortalt og meget modig, men ville den holde uden Yahya Hassan?
Jeg er i meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om denne debutroman. Den er overraskende godt skrevet, historien er interessant og troværdig, men ville den være det uden den unge forfatter Yahya Hassan, for det er umuligt at skille hans historie fra hendes, umuligt ikke at forholde sig til, at det ”du”, Louise Østergaard skriver til, er Yahya Hassan. I hans digte er hun nævnt, men i hendes roman er han hele omdrejningspunktet – eller i hvert fald er et ”du”, der minder meget om ham.
Louise Østergaard har skrevet en roman om en lærers møde med en ung dansk dreng med palæstinensisk baggrund. Læreren er en kvinde, og hun er jeg-fortæller i romanen. Læreren møder den unge mand i sit arbejde på en skole for kriminelle institutionsbørn. Han er opvokset i et ghettomiljø i Aarhus og har haft en barndom fuld af vold, svigt og kriminalitet. Han kan overhovedet ikke regne, men viser meget hurtigt interesse for såvel litteratur som for at skrive, og i denne interesse for ord og digtning mødes lærer og elev. Dette møde og den fælles passion for ord beskrives smukt og overbevisende i romanen. Samtidig fortæller læreren om sin drøm om engang i sit arbejde med disse kriminelle børn og unge at spotte et litterært talent.
Men lærerens omsorg for sin elevs uddannelse og interesse i hans talent for at skrive udvikler sig til en forelskelse. Da er han ikke længere hendes elev, men hun er hans kontaktperson, og hun har ladet ham komme ind i sit liv og møde mand, barn, forældre og venner. Historien er skrevet, efter forholdet til den unge mand er slut, efter skilsmisse og efter politianmeldelse (paragraf 223 i straffeloven), altså efter en meget turbulent tid for jeg-fortælleren i romanen. Løbende kommenterer forfatteren/jeg-fortælleren det, hun skriver. Hvordan det føles at forelske sig i en teenager, når man er 22 år ældre og kvinde, hvordan det føles at ødelægge sit ægteskab for en for omverdenen håbløs forelskelse, og hvordan det ulige forhold påvirker hele hendes liv.
I disse kommentarer glider jeg-fortællerens og forfatterens identitet sammen, og derfor er det så svært at holde dem ude fra hinanden - hvis man altså behøver det. Efter endt læsning af Ord er jeg glad for, at jeg læste romanen, og at jeg ikke lod min forudindtagede holdning til personen Louise Østergaard ødelægge min lyst til at læse denne debutroman. Historien er interessant som historie, den er hudløst fortalt og meget modig, men jeg kan stadig ikke finde ud af, om romanen ville holde uden Yahya Hassan. Det er også lige meget, for han findes jo, og hans digte findes jo, og historien om Yahya Hassan og Louise Østergaard findes jo også, og set i det lys er Ord en god bog.
Kommentarer